Her er en pamflet om at give snegle vinger
Velkommen og god fornøjelse.
Elsebeth Gerner Nielsen:
Glem ikke børnene med handicap
De har stor brug for spændende kulturtilbud i nærmiljøet.
Det Eventyrlige Bibliotek
Nota's og Gladsaxe Bibliotekernes pionérarrangement i oktober 2000.
Anette Mørch:
Uvist hvor mange børn med handicap
Bente Buchhave:
Tilgængelighed er ikke bare at have elevator
Alle børn har ret til materialer, arrangementer, udstyr og til at ytre sig.
Tove Roed:
Masser af viden ligger spredt og gemt
En rejse rundt i inspirationer fra nabolandene. Viden bør gøres fælles.
Anette Mørch:
Fint med arrangementer kun for børn med handicap
Men bedst, hvis alle kan være med, mener handicaporganisationerne.
Kirsten Havelund:
Rockprinsessen
Da Camilla blev prinsesse for en dag.
Anette Ingsholt:
Skab vilkår for vækst i social evne og selvindsigt
Fra segretion over integration på vej til inklusion.
Kirsten Havelund:
Når snegle flyver
Gladsaxes første skridt med arrangementer for handicappede børn.
Lars Aagaard:
Fisk er ikke cykler
Ligestilling kræver forskelsbehandling.
Charlotte Plenge:
Savl og underlige lyde gør os usikre
Om misforstået venlighed, mod og indføling ved mødet med handicappede.
Susie Christensen:
Dotbot tilgængelig or not?
Ud over at være smart kunne www-sitet også let gøres tilgængeligt.
Lisbeth Trinskjær:
Nu skal bamserne danse
Et sjældent øjeblik for autisten Christian.
Kirsten Havelund:
Ét er søkort at forstå ...
Spørgsmål og svar: Hvordan skal vi gøre?
Anette Mørch:
Ud med historien
Læg strategi for PR og pressekontakt i god tid.
Kirsten Havelund:
Husk våbentilladelse!
Inspiration til en tjekliste.
Med Bubber, Tom McEwan, Sigurd Barrett, bamser, dans og computercafé som nogle af ingredienserne har vi eksperimenteret med at finde plads til handicappede børn i den danske børnekultur. Det var i oktober 2000, og vi kaldte begivenheden "Det Eventyrlige Bibliotek".
Pamfletten her byder på gode råd og argumenter for at berige det videre arbejde med børnekulturen i bibliotekerne landet over. Netop det lokale biblioteks bevidsthed om at tage disse børn med i arbejdet som lokal børnekulturformidler er helt afgørende.
Selvom man måske ikke bemærker det i gadebilledet, er det netop lokalt, det handicappede barn befinder sig i dag. Den tid er forbi, da landsdækkende specialskoler samlede børn med særlige handicap om tilbud specielt til dem. Nu er det lokalt og i familiens skød, identiteten skal formes. Ligesom for alle andre børn.
Her spiller bibliotekerne en væsentlig rolle. Præcis hvordan - dét bliver op til fremtiden at vise. Men her er nogle bud, ekspertudsagn og politiske vurderinger. Som bidrag til jeres lokale beslutninger og fantasi.
God fornøjelse!
Gladsaxe Bibliotekerne og Nota
Det er regeringens mål, at alle børn i Danmark skal have de bedst tænkelige betingelser for at leve sig ind i, opleve og bidrage til vores samfund og dets fællesskaber. Børn skal kunne udvikle sig og udfolde sig på deres egne betingelser. Deres fantasi, skabertrang og kropsforståelse skal udfordres.
Vore kulturinstitutioner er med til at give børn det fundament af værdier, fortællinger og drømme, som er forudsætningen for at udvikle dem til åbne, stærke børn og senere myndige voksne. Her har bibliotekerne en vigtig forpligtelse. De har taget den til sig ved at udvikle spændende børne-biblioteker med mange former for aktiviteter.
Der er en gruppe af børn, som ikke umiddelbart har let tilgang til bibliotekerne, nemlig børn med handicap. Den nye bibliotekslov øger adgangen til oplevelser på biblioteket. Bibliotekerne må her være opmærksomme på, at tilbudene står åbne for disse børn og unge. De har overordentlig stor brug for spændende kulturtilbud i nærmiljøet.
At bibliotekerne tænker tilgængelighed ind i de elektroniske biblioteks-tilbud, der udvikles til børn, er et andet vigtig perspektiv.
Jeg siger tak til Nota og Gladsaxe Bibliotekerne for at tage emnet op med udgivelsen af denne pamflet. Udgivelsen ligger helt i forlængelse af børnekultur-redegørelsen og Kulturministeriets Handlingsplan for handicappedes adgang til kulturen.
Jeg er sikker på, at bibliotekerne også vil løfte denne vigtige opgave, således at bibliotekerne styrker deres position som lokale ressourcesteder.
Computercafé Special. Der var mulighed for at afprøve nye programmer og ny teknologi specielt designet til handicappede.
Den 7. Himmel. Et bombardement af sanseoplevelser med udgangspunkt i litteraturens verden. Man kunne læse de forunderligste opskrifter i den store magiske bog. Lytte til træernes susen og (u)hyggelige historier. Eller tage Pippi Langstrømpes skurebørster på fødderne og gå på jagt i anegalleriet, hvor man også fandt ærten, der kom på kunstkammeret, og det drabelige sværd, der huggede ni troldehoveder af i ét hug.
Bamseliv bag glas. Man så ind i brune knapøjne og rejste med gamle bamser til drømmeland. Skagen Bamsemuseum, Danmarks eneste museum for bamser, udstillede et udvalg af dets fornemste og sjoveste bamser på børnebiblioteket. På udstillingen kunne man også se bamser udstillet af bamsesamlere fra hele Danmark, og der blev vist en samling bamseportrætter.
"Er biblioteket også for handicappede," spurgte indbydelsen og fortsatte:
"Naturligvis. Biblioteket er for alle. Også handicappede har brug for oplevelser, som de desværre alt for ofte er afskåret fra at deltage i. Biblioteket inviterer derfor til en
række aktiviteter forbeholdt børn og unge med handicap."
Ingen kan give det faktiske tal for, hvor mange børn med handicap, vi har. Der er nemlig ingen officiel samlet registrering af handicappede i Danmark.
Stig Langvad, formand for De Samvirkende Invalideorganisationer, siger, at man fra handicappolitisk side heller ikke ønsker en registrering.
I de fleste kommuner registreres der til internt brug, men registreringerne er ikke offentligt tilgængelige. Desuden er handicapbegrebet defineret forskelligt fra sted til sted.
En undersøgelse i Fyns Amt fra 1997 viser, at der var knap 8 svært handicappede børn pr. 1.000 indbyggere. Antallet af svært handicappede børn er stigende. Det drejer sig om børn, der lider af svære hjerneskader, blindhed og nedsat syn, mental retardering eller alvorlige psykiske lidelser.
På globalt og nationalt plan lyder de samstemmende og tydelige udmeldinger, at handicappede børn har krav på lige muligheder for at deltage i kulturelle tilbud. Og det i en tid hvor barnets aktive tilgang til kunst og kultur anses for værdifulde elementer i den personlige udvikling og en nøgle til fællesskabet med andre børn og voksne.
Når det handler om at realisere de gode intentioner, ser jeg folkebiblioteket som en relevant forpost. Det samarbejdende biblioteksvæsen og det enkelte folkebibliotek er forpligtet på flere niveauer mellem det globale, nationale, lokale og det enkelte individ.
Et af nøgleordene i folkebibliotekernes indsats er tilgængelighed, og der er grund til at have øje for kombinationen af flere former. Kulturministeriets "Handlingsplan for handicappedes adgang til kulturen" lægger vægt på såvel:
At give handicappede lige muligheder for kulturel deltagelse fordrer en målrettet indsats på alle tre områder. Og det må frem for alt være en indsats, der er funderet i det aktuelle kulturpolitiske værdisæt.
Det kulturpolitiske princip decentralisering har været gennemgående, siden børnekulturen for alvor kom på dagsordenen i midten af 1970'erne. Det har haft betydning for børnenes adgang til kultur i deres nærmiljø og i forskellige sider af deres hverdagskultur. Folkebibliotekernes virksomhed bygger på decentraliseringsprincippet, og institutionen har historisk set været en lokal garant for børns møde med den professionelle kultur for børn i form af materialer og arrangementer.
I disse år kan den fysiske tilgængelighed ikke stå alene. Det kommer tydeligt til udtryk i "Børn og Kultur: Redegørelse til Folketinget om regeringens børnekulturpolitiske indsats." Her kombineres mangfoldige faktorer som f.eks. trafik, bygningsmæssige forhold, åbningstider, barnets egne aktiviteter og weekendarrangementer for familien.
Handicappede børn skal opleve et lokalt folkebibliotek, der helt grundlæggende har sikret de fysiske adgangsforhold - men som ikke stopper ved dét. Det skal være muligt for handicappede børn at anvende og afsøge bibliotekets muligheder på lige vilkår med andre børn. Det stiller krav om handicapvenlig indretning og relevante materialer.
Tilgængelighed er også et spørgsmål om formidling. Formidlingen skal understøtte enkeltpersoners eller gruppers aktive forhold til kultur i deres hverdagsmiljø. Den skal være målrettet og afstemt efter brugernes behov og forventninger.
Kulturformidlingen har altid været en kerneydelse i folkebibliotekerne og en udbredt strategi i det kulturelle arbejde med børn. Hvis visionerne i den børnekulturpolitiske redegørelse skal realiseres, må den direkte formidling efter min mening bringes mere i fokus.
Det er formidleren, der skal skabe den direkte kontakt til faktiske og potentielle brugere. Formidling og opsøgende virksomhed har altså afgørende betydning for, om børnene oplever tilgængelighed eller ej.
Udfordringen for bibliotekerne består i at skabe interesse for materialer og arrangementer som kilde til oplevelse, viden og udvikling. Lykkes det, skaber formidlingen også tillid til folkebiblioteket som system og til det faglige serviceniveau.
At opleve folkebiblioteket som ramme om et kulturelt indhold og et socialt møde i en atmosfære af frivillighed. Dét er afgørende, når talen er om tilgængelighed for handicappede børn.
I en tid, hvor der tales meget om familiens kulturelle ansvar og behovet for fælles kulturelle oplevelser, bør de handicappede børn kunne tage del i folkebibliotekets aktiviteter sammen med deres forældre og søskende. Gladsaxe Bibliotekernes og Notas weekendarrangement for handicappede børn og deres familier er et eksempel på dette. Kulturelle arrangementer er også en god anledning til, at lokalområdets børn og børnefamilier kan mødes.
Der må arbejdes for, at handicappede børn kan deltage på lige vilkår i folkebibliotekets kulturelle aktiviteter. Det kræver aktiv bevidsthed om, hvordan kulturelle værksteder og medieudstyr skal udvikles, så handicappede børn kan bruge disse sammen med andre børn.
Denne udfordring skal ses i sammenhæng med, at barnets ytringsfrihed er en vigtig side af kultur og vidensbegrebet her omkring årtusindskiftet. FN´s børnekonvention og regeringens børnekulturpolitiske redegørelse forener netop barnets ret til at modtage og til at afsende informationer via forskellige udtryksformer.
Det udtrykkes tydeligt af professor Kirsten Drotner (se litteraturlisten). Hun ser følgende faktorer som dynamisk forbundne: tilgængelighed, forståelse/tolkningskompetence og barnets egen æstetiske skaben. I et samfund baseret på symboler og medier giver Kirsten Drotner sit bud på fornyelsen af folkebiblioteket som kulturelt sted. Jeg er meget enig i disse synspunkter.
I disse år er medierne en vigtig kilde til fornyelse af folkebibliotekerne som fysisk sted og som virtuelt rum. Teknologisk tilgængelighed bliver et nødvendigt supplement til den fysiske og kulturelle nærhed.
Center for Ligebehandling af Handicappede har analyseret offentlige hjemmesiders tilgængelighed og opfordrer til, at man fra starten tænker på handicappede som ligeværdige brugergrupper. Biblioteksvæsenet har her en udviklingsopgave, der må støtte sig til forskning og udvikling af nye værktøjer.
Der er ikke tvivl om, at adgangen til disse ressourcer er afgørende, når folkebiblioteket skal være alle børns port til det globale.
I de kommende fire år er den børnekulturpolitiske redegørelse en fælles referenceramme i det børnekulturelle arbejde på tværs af strukturer og sektorer. Den er samtidig en opfordring til kommunerne om at opstille politiske mål, definere værdigrundlag, udvikle metoder og strategier. Dermed er den også en opfordring til, at de enkelte institutioner deltager i det kommunale udviklingsarbejde i samarbejde med andre aktører.
Jeg ser det som en fordel, at redegørelsen ikke foreslår en særlig børnekulturpolitik, men i stedet pointerer behovet for en børneorienteret kulturpolitik. Det er en styrke, at alle, der arbejder med kultur, skal tænke børneorienteret.
Metoder og strategier bør vurderes i lyset af forskellige brugergruppers behov. En børneorienteret kulturpolitik for alle børn forudsætter, at man tager stilling til, hvordan forskellige grupper af handicappede børn sikres tilgængelighed i den udvidede betydning på linje med andre børnegrupper. Det forudsætter kompetenceudvikling og samarbejde på tværs af sektorer, hvis de gode intentioner skal opleves som konkrete og vedkommende tiltag i hverdagen for de handicappede børn og deres familier.
Det samarbejdende biblioteksvæsen må medvirke aktivt til at sikre handicappede børn lige muligheder for kulturel deltagelse. Det gøres bl.a. gennem målrettet konkretisering af globale, nationale, faglige og lokale visioner. Men det er også afgørende, at det enkelte folkebibliotek i tæt dialog med børnene og deres nære voksne eksperimenterer og udfordrer børn, visioner og fagets egne strategier.
BENTE BUCHHAVE (f. 1954). Bibliotekar 1978. Bibliotekskonsulent i Biblioteksstyrelsen siden 1999.
"Betænkning om handicappedes adgang til kulturen." Kulturministeriet, København 1997.
"Børn og Kultur: Redegørelse til Folketinget om regeringens børnekulturpolitiske indsats." Kulturministeriet, København 1999.
Kirsten Drotner: "Folkebiblioteker og medier: Fire bud til en kulturpolitisk strategi for børn og unge." Notat til Kulturministeriet og Biblioteksstyrelsen. Biblioteksstyrelsen, København 2000.
"Handlingsplan for handicappedes adgang til kulturen." Kulturministeriet, København 1999.
"Kommunerne for fremtiden: Oplæg til debat om fremtidens kommunestyre." Kommunernes Landsforening, København 1999.
Nils Hartmann (red.): "Konventionen om barnets rettigheder." København, 1991.
www.handicap.dk - De Samvirkende Invalideorganisationers hjemmeside.
Der er fokus på børnekulturens betingelser fra officiel politisk side omkring årtusindskiftet:
Vi har nu et kulturråd for børn (note 1) - en afløser for det dynamiske Kulturens Børn, der var en kulturministeriel arbejdsgruppe.
Vi har et Center for Børnelitteratur (note 2), der bl.a. har til opgave at forske i børnelitteratur.
Vi har Sekretariat for Børnekulturnetværk(note3), som blandt meget andet skal stimulere og udbygge samarbejdet mellem danske forsknings og uddannelsesmiljøer, der beskæftiger sig med børnekultur.
Vi har en redegørelse til Folketinget om regeringens børnekulturpolitiske indsats (note 4), der bl.a. har følgende overordnede mål: "Alle børns kulturelle muligheder skal styrkes. Alle børn skal have lettere adgang til kulturarven."
Og vi har i foråret 2000 fået en ny lov om biblioteksvirksomhed (note 5), som bl.a. udmærker sig ved i sin allerførste paragraf at ligestille de materialer, der skal være til rådighed: "bøger, tidsskrifter, lydbøger og andre egnede materialer så som musikbærende materialer og elektroniske informationsressourcer".
Men hvor er de handicappede børn, børnene med særlige behov tænkt ind? Ja, man kan dels vælge at se dem som en del af mængden "alle børn" i den børnekulturpolitiske redegørelse - og så kan man vel også læse dem ind i Lov om Biblioteksvirksomhed § 15:
"Nota virker som overcentral for folkebibliotekerne ved at fremskaffe materiale til bibliotekerne med særligt henblik på informationsformidling til blinde, svagtseende, ordblinde og andre, der på grund af handicap er ude af stand til eller har vanskeligt ved at læse trykt tekst. Nota formidler lån fra ind- og udland i tilknytning til folkebibliotekernes betjening af den omtalte gruppe af brugere.
Stk. 2. Nota kan rådgive biblioteksvæsenet om forhold af betydning for betjeningen af gruppen af brugere, der er nævnt i stk. 1."
Så langt, så godt! Men taler man generelt med bibliotekarer om hvilke tilbud, de har til handicappede, så bliver de første bemærkninger noget om tilgængelighed: "Jo, vi har da elevator." Eller: "Man skal jo have et handicaptoilet." Og: "Vi har da også lydbøger."
Der er faktisk lang vej igen, inden alle børn har let adgang til kulturarven - eller til nye kulturtilbud for den sags skyld. Tilgængelighed er ikke kun adgangsveje - skønt de naturligvis skal være i orden - tilgængelighed og adgang må også handle om det mere besværlige, tidskrævende: særlige formidlingsformer og særlige "andre egnede materialer".
Man kan dog finde en lille åbning et par paragraffer længere nede i Lov om biblioteksvirksomhed:
§17 stk. 2: "Staten kan yde tilskud til biblioteksbetjening af andre særlige grupper."
Er det måske her, vi skal have fat? Så er det med at få gang i visionerne - og inspirationerne fra ind og udland. Vi skal have en mere udbredt forståelse af, at kulturtilbud til børn med særlige behov også skal kunne findes i det almindelige folkebibliotek i et vist omfang. Og der skal kunne findes en overbygning på centralbiblioteks-niveau, inden vi endelig bruger overcentral-funktionen på Nota.
Det er med overlæg, at ordet "kulturtilbud" benyttes. For hvem siger, at det absolut skal være det boglige medie - uanset formidllingform - der er det rette til alle børn?
Før ansvaret for de forskellige opgaver kan placeres, er det nødvendigt at definere, hvad kulturtilbud er/kan være. Her vil jeg citere Beth Juncker. Hun siger om det moderne børnebibliotek, at det overordnet er "inspiration til lege- og kammeratskabskulturens processer samt personlig inspiration".
Skal vi lave et attraktivt tilbud, også til de handicappede børn med deres særlige behov, skal vi ikke tænke i deres indlæring - det er der andre instanser, der tager sig af. Eksempelvis har amtscentralerne for undervisning både faglig ekspertise og særlige samlinger til de forskellige handicapgrupper (note 6).
På børnebiblioteket skal også disse børn have adgang til de oplevelser, som kulturen giver alle andre børn: råstof til leg, fælles kulturelle referencerammer, samvær med andre børn. Giv dem oplevelser i form af bøger, der passer deres individuelle behov - det være sig indholdsmæssigt eller formmæssigt. Giv dem musikalske oplevelser, videofilm, cd-rom-spil, fortællinger, teater osv. efter samme overvejelser.
Det er en krævende opgave, men på nogle områder er vi godt i gang. Der findes et stort og varieret udvalg af lydbøger, som bl.a. større syns og læsehandicappede børn kan tilegne sig. I langsommere takt kommer videofilm, som er specielt beregnet til hørehandicappede, bl.a. fra Døvefilm video. Men på mange andre områder er vi næsten uden materialer eller fællesviden.
Lad mig først tage det begreb, jeg kalder fællesviden:
Denne pamflet er et fint tiltag i retning af at få opsamlet ideer og erfaringer om biblioteksbetjening af handicappede børn. Men kan den ikke følges op af yderligere videns- og
erfaringsindsamling?
Kunne der f.eks. nedsættes en gruppe, der forsøger at samle den viden, man har i ind- og udland? Gruppen kunne bestå af bibliotekarer med erfaring i betjening af handicappede børn og deres forældre, fagfolk, der til daglig arbejder med børnene, og repræsentanter fra brugergrupperne. Ud fra den viden kan gruppen dels lave en handlingsplan om udbygning af materialetyper, dels lave en elektronisk videns- og inspirationsbank.
Hvor skal man vende sig hen i Danmark?
For nogle år siden åbnede det første folkebibliotek som forsøg en lille afdeling for døve børn og voksne. Det var biblioteket på Ørnevej i Københavns Kommune. Et pionerarbejde, der dels har afdækket, hvad der overhovedet kunne findes af egnet udlånsmateriale, dels var med til at synliggøre nogle behov. Siden har også Odense og Ålborg åbnet lignende afdelinger. De må have viden og erfaringer at dele ud af til andre.
Rundt omkring i landet er der erfaringer gemt blandt handicappede børn og deres forældre om hvilke bøger, musik, teaterforestillinger, cdrom'er osv., der med held har givet oplevelser, sansemæssige indtryk eller indsigt. Samme erfaringer findes også blandt personalet på institutioner, hvor børnene opholder sig, og blandt de bibliotekarer, der har arbejdet med at formidle til de forskellige grupper af handicappede børn.
Men inspirationerne må også søges bredere: Har f.eks. nogle af museernes skoletjenester gjort sig overvejelser eller erfaringer, som bibliotekerne kan lære af? Har Zoologisk Haves skoletjeneste? Kan bibliotekerne bruge de formidlingsformer, som Den 7. Himmel har brugt i deres udstilling "Himlen over Holmen"? En udstilling, der formidler fortællinger gennem indtryk til de forskellige sanser.
Vender vi os mod vore nordiske naboer, har man i Sverige i 1997 fået en bibliotekslov - som faktisk nævner handicappede. I § 8 står der:
"Folk och skolbibliotek skall ägna särskild uppmärksamhet åt funktionshindrade samt invandrare och andra minoriteter bl.a. genom att erbjuda litteratur på andra språk
än svenska och i former särskilt anpassade till dessa gruppers behov." (note 7)
Men det er ikke kun loven, der er værd at ofre opmærksomhed på i Sverige.
I Härnösand findes et særligt, tre meter højt rødt æble, som er en del af bibliotekets tilbud til handicappede børn (note 8). En
sansemæssig oplevelse ud over det sædvanlige, som tiltrækker alle børn.
"Æblebiblioteket" blev oprettet i 1992 i samarbejde med forskellige handicaporganisationer og efter inspiration fra engelske Beverley Mathias. Ved åbningen af biblioteket sagde hun
bl.a.:
"Alle handicappede børn har færdigheder, som bør fremelskes, så de kan deltage i og få udbytte af det omkringliggende samfund".
I byen findes også Kristina skolen, en skole for døve og hørehæmmede børn, og et naturligt samarbejde er opstået mellem den og biblioteket. Det har bl.a. medført en netbogklub, og at der har været mimeaftener.
På Talboks- och punktskriftsbiblioteket (note 9) den svenske pendant til Nota - har man gennem de seneste år produceret taktile billedbøger til børn. Som oftest har de taktile billedbøger herfra en trykt bog som forlæg. Bogens tekst er i sin helhed overført til både punktskrift og magna print. Reliefbillederne er udført i forskelligartet materiale og i kontrast-rige farver. Billedbøgerne kan lånes eller købes på TBP til børn med synsskade - og de kan også købes af biblioteker.
Også i Norge findes taktile billedbøger - håndlavede små mirakler af en fortælling, der kan opleves af synsskadede, blinde eller multihandicappede.
F.eks. Anette Diesen: "Siri og lammet". Fåret har ikke har mælk nok til sit lille lam, så Siri er nødt til at give lammet mælk fra en sutteflaske. Bogen er bl.a. illustreret med en model af en lille sutteflaske og tekstile illustrationer som fåre og lammeskind. Den har tekst i såvel braille som i letlæseligt almindeligt tryk. (note10). Anette Diesen har lavet adskillige af disse taktile bøger, som jeg bl.a. har set på Østfold Fylkesbibliotek.
I Norge findes også IBBY Documentation Centre of Books for Disabled Young People ved Nina Askvig Reidarson (note 11). Hvert andet år siden 1997 bliver herfra lavet en vandreudstilling og et katalog over egnede bøger til handicappede børn.
Det omfatter bøger, der er lavet specielt til handicappede børn: billedbøger med tegnsprogsillustrationer, fortællinger med Bliss eller piktogrammer, bøger med taktile illustrationer og særlige let læste bøger for børn og unge med hjerneskader. Derudover er der almindelige billedbøger, som kan kombinere de handicappede børns særlige behov med en kunstnerisk og litterær kvalitet. Og endelig en gruppe bøger, der gennem deres handling beskriver handicappedes liv.
Vender vi os mod England, kan der være inspiration at hente i REACH: National Advice Centre for Children with Reading Difficulties12 - hvis chef er ovennævnte Beverley Mathias.
"The aim and objective of REACH ... is to provide for the advancement of the educational and recreational reading needs of children with reading difficulties caused by a physical, sensory, intellectual or learning problem," lyder formålsparagraffen.
Her er en samling på mere end 8.000 børnebøger af forskellig art og andre materialer så som videoer, computerprogrammer mm. Desuden tilbyder de kurser for voksne, som arbejder med børn, der har læse-, skrive- og kommunikationsvanskeligheder. Kurserne kan være om f.eks. sproglige lege og fortællinger, eller hvordan man bruger digte til børn med særlige behov.
Efter denne rejse rundt i inspirationer vil jeg komme med et bud på, hvordan man kan fordele ansvaret for kulturtilbud til handicappede børn mellem de forskellige bibliotekstyper i Danmark.
Folkebibliotekerne bør få hjælp til større viden om, hvilke af de ressourcer, de allerede har, der kan bruges i forhold til børnenes individuelle behov. Denne viden etableres gennem brede erfaringsudvekslinger og kurser.
Desuden bør alle folkebiblioteker have et udvalg af lydbøger, videoer for døve og mindre samlinger af "leg og lær"-materiale, især det legetøj, der kan stimulere sanseindtryk.
Man bør forsøge at arbejde med sanseudtryk i mindre målestok: have visuel og taktil formidling, der kan åbne for forskellige fortællinger. Hvis vi på lægere sigt får udviklet taktile billedbøger i Danmark - enten via samarbejde med Norge og Sverige eller på egen hånd - vil dette også indgå i folkebibliotekernes tilbud.
Ved musiske arrangementer vil det være flot at tilgodese særlige grupper af handicappede børn - i det mindste af og til.
Hvordan de mere overordnede opgaver skal fordeles, vil jeg nødigt komme med et bud på. Men der må være en materialemæssig overbygningsfunktion for de dyrere og sjældnere materialer. Den kunne måske naturligt ligge i centralbiblioteks-regi. På sigt er det vel også en opgave for centralbibliotekerne at være erfaringsopsamler og videreformidler, sandsynligvis via nettet.
Måske er det i et udvalgt centralbibliotek, at det første danske "røde æble"-bibliotek skal se dagens lys: Det sted, der sætter fokus på mange forskellige handicappede børns behov for særlige kulturelle tilbud?
Måske skal Biblioteksstyrelsen kunne vejlede på området, når nogle af de andre store børnekulturelle satsningsområder kører? I alle tilfælde kan jeg forestille mig flere projekter på området, hvortil Biblioteksstyrelsen kunne yde tilskud af udviklingspuljen.
Nota med flere er vel de mest oplagte til at stå for medieudviklingen: taktile bøger, bøger med tegnsprog og Bliss, cd-rom for særlige grupper osv..
Måske er det også Nota, der skal være nødvendig igangsætter af de erfarings- og inspirationsindsamlinger, der skal til. Så det for alvor kan blive sådan, at også de handicappede børn tilbydes kunstnerisk kvalitet, kulturelle udfordringer og synlighed i bibliotekerne. Efter Mumimors opskrift: kærlig imødekommenhed på børnenes præmisser!
TOVE ROED (f. 1950). Bibliotekar 1974. Lærer i børnekultur på Danmarks Biblioteksskole, Institut for Kultur og Medier, København.
Note 2 http://info.dpb.dlh.dk/cfb/index.html
Note 3 http://www.dpu.dk/sebnet/
Note 4 Findes i sin helhed på www.kum.dk
Note 5 Findes i sin helhed bl.a. på www.bs.dk
Note 6 Se f.eks. http://www.acu-vejle.dk/
Note 7 Citeret fra Bibliotek för alla 1/97.
Note 8 Karin Westerlund: "A red and delicious apple library". Scandinavian Public Library Quarterly 3/98 p. 2527.
Note 10 Beskrivelsen er fra Nina Askvig Reidarson: "Outstanding books for Young People with disabilities", 1999. "Siri og lammet" er udgivet af forlaget Solum, Oslo 1998.
Note 12 www.reach-reading.demon.co.uk/
"Forældre, der bliver begunstiget med et barn, som har et handicap, får ikke meget tid til overs til udadrettede aktiviteter."
Det konstaterer formanden for handicap-organisationernes paraply-organisation DSI, Stig Langvad.
"Barnet vil have brug for meget af forældrenes tid. Resten af tiden går ofte med at sætte sig ind i, hvad handicappet indebærer, og i øvrigt at få familien og de daglige gøremål til at fungere."
"Netop derfor er det godt at arrangere aktiviteter udelukkede for handicappede børn," mener han. "Både forældre og børn kan derved opleve et frirum, hvor de kan møde andre i samme situation, og hvor de kan udveksle erfaringer."
"Børn med handicap er stærkt knyttet til deres forældre. I et frirum, hvor omgivelserne er indrettet, så børnene kan føle sig trygge, vil det være nemmere for dem at slippe forældrene. Eller måske snarere: lettere for forældrene at slippe børnene. Forældrene er vant til at møde barrierer. Men hvis de ved, at her er de særligt indbudt, så kan de også have tillid - f.eks. til at den fysiske indretning er hensigtsmæssig for kørestole, at der er tegnsprogstolk til den døve, at der er skærmlæserprogram på computeren eller andre programmer, som passer til netop deres barns niveau."
En yderligere barriere, man kan komme ud for - også på biblioteket - er usikkerhed over for at møde et barn med handicap.
"Men når så børnene møder op alligevel, vil det rykke i personalet," siger Stig Langvad. "For så opdager de, at det ikke er handicappet, de konfronteres med, men et ganske almindeligt barn, som også vil spørge efter bøger af Bjarne Reuter, eller hvem det nu måtte være."
DSI-formanden understreger i øvrigt, at "selvpromoverende jubelarrangementer" ikke er af det gode. Dvs. når handicappede inviteres til særskilte arrangementer (ofte kommercielle), uden at der er gjort noget for at nedbryde de sædvanlige barrierer. Men hvor det kun handler om, at indbyderen vil skaffe sig en såkaldt handicapvenlig profilering.
"Indbyd hellere alle og fortæl, at der om fredagen er ekstra personale, så der er flere hænder til at hjælpe børnene op i ruchebanen. Og lad det så være op til publikum, om de vil deltage i festlighederne på dé betingelser."
"Som udgangspunkt skal man stræbe efter en standard, hvor alle altid kan være med. Ofte handler det om helt banale ting. Kan man overhovedet komme ind? Er indretningen logisk, så man kan finde rundt, selvom man er blind? Er bibliotekets søgefaciliteter skærm- eller kortbaseret? Det kan godt være, at der er taget højde for en del af disse forhindringer, men at det blot mangler at blive kommunikeret ud."
Stig Langvads budskab er klart:
"Informér, informér, informér! Når bibliotekerne i dag siger, at der ikke møder handicappede børn op på biblioteket - hverken i almindelighed eller til særlige arrangementer - så er det tegn på, at det netop er information, der mangler."
"Målret tilbudene. Fortæl hvilke muligheder der er. Fortæl at på jeres bibliotek forholder det sig sådan og sådan. Vær konkret, så forældrene kan bedømme, om der er basis for oplevelser også for deres barn: At der ikke er barrierer, som giver nederlag, men at der i stedet er mulighed for succesoplevelser."
STIG LANGVAD (f. 1956). Formand for De Samvirkende Invalideorganisationer siden juni 2000. DSI blev stiftet 1934. Er paraply for 29 landsdækkende handicaporganisationer og har 15 amtsafdelinger. www.handicap.dk.
ANETTE MØRCH (f. 1952). Arkitekt 1978. Journalistisk efteruddannelse. Informationsmedarbejder på Nota siden 1996.
Bubber slår ud med armene
Jeg ved, at én af jer kan synge
Dig?
Vil du?
Kan du?
Må du?
Smaddergodt, vi har fået en stjerne på scenen.
(alle klapper vildt)
Er det ikke fedt?
Jou ..
Hvad hedder du?
Camilla.
Det er verdens flotteste rocknavn.
Du skal være rockprinsesse, Camilla.
Gider du?
Jou ..
Har du en sang oppe i hovedet?
Jou ..
Den skal de have.
Har du været til rockkoncert nogensinde?
Nej.
Vi laver en lille rockkoncert,
hvor Camilla er rockprinsesse. OK?
Mine damer og herrer ......
Her kommer nu ... stjernen Camilla!
Det er alle dine fans.
Og alle I, I er fans af Camilla.
Ikke?
Jaah ..
Alle drenge, I brøler, kom nu!
Brøøl!!!
Piger, I hviner, som når I ser en edderkop
Hviin!!!
Alle klapper med. Hænderne over hovedet!
Nu det hele på én gang!
(drengene brøler, pigerne hviner,
alle klapper med hænderne over hovedet)
Så siger du, Camilla:
Rolig fans - rolig fans
Er I med?
Glæder I jer?
Her kommer hun,
er I klar til at råbe og skrige?
Jah!!!
Her kommer nu ... STJERNEN CAMILLA!!!!
(råben, skrigen, klappen, vild jubel)
(Camilla synger)
Mariehønen Evigglad ...
gik tur på et rabarberblad ...
og mødte Søren Snegl ...
... alle vers ...
Drenge, I brøler!
BRØØL!!!
Piger, I hviner, som når I ser en edderkop
HVIIN!!!
Alle klapper med. Hænderne over hovedet!
Nu det hele på én gang!
(drengene brøler, pigerne hviner,
alle klapper med hænderne over hovedet)
3 millioner kys til dig, Camilla.
Du er en rigtig rockprinsesse!
(Camilla stiger med prinsessetrin ned fra scenen)
Og så fortæller Bubber om drengen, der ønskede sig en stjerne, men da han fik den i hånden, mistede den sin glans, og han bragte den tilbage på himlen ved at sætte en masse stiger oven på hinanden. Tilbage på sin plads fortalte den, at den altid havde været hans, og at den altid ville være det. Hver nat ville den vise sig på himlen over Gladsaxe Hovedbibliotek. Sådan er det i eventyrets verden, og sådan er det i drømmenes verden. Og ingen af dem kan vi undvære, sagde Bubber.
Gennem de sidste årtier har spædbørnsforskningen peget på to fundamentale og iboende egenskaber hos mennesket: Social evne og en lyst til at modtage stimuli fra omgivelserne.
Antagelsen om, at børn er født som sociale væsener, er blevet bekræftet via observation og analyse af interaktion mellem børn og forældre. Børn er født til at starte, opretholde og afslutte interaktion med andre mennesker. Barnet kan via øjenkontakt styre andre menneskers adfærd. Det har en medfødt evne til at blive aktiveret eller beroliget, når det tages op, bliver berørt eller vugges af et andet menneske. Ligeledes er der hos barnet en medfødt evne til at reagere med vågen opmærksomhed over for synet af menneskeansigter og stemmer.
Disse medfødte evner er til stede hos alle børn.
Børn, der er født med en funktionsnedsættelse, skiller sig naturligvis ikke ud fra andre børn på dette grundlæggende område. Men en fysisk funktionsnedsættelse kan give øget risiko for, at der sker mistolkning af de signaler, som normalt anvendes af barn og forældre i den tidlige levetid.
Blinde børn kan for eksempel ikke via blikket invitere til interaktion eller signalere ønsker om pauser, ligesom forældrene ikke kan få øjenkontakt med barnet. Opmærksomhed, der ofte ses via øjen- og blikretning, kan heller ikke direkte aflæses.
Det motorisk handicappede barn kan have vanskeligt ved at bruge arme og ben til at udtrykke iver og ønsker via "række-frem-bevægelser" osv.
Selv autistiske børn, der har vanskeligt ved at opbygge sociale relationer med andre, har et basalt ønske om at deltage i samvær - når dette sker med respekt og forståelse for deres særlige vanskeligheder.
For børnegrupper med funktionsnedsættelser er problemet således ikke, at den grundlæggende lyst til at indgå i sociale sammenhænge mangler. Det er derimod, at de kognitive, motoriske eller perceptuelle evner til at opfange, tolke og forstå andre menneskers reaktioner og adfærd er skadet eller udviklet anderledes. Også evnen til selv at sende signaler til andre kan være skadet. Det øger muligheden for, at barnets signaler bliver fejltolket af andre.
Den tidlige rådgivning og vejledning til forældre, der ydes til mange handicapgrupper, tager derfor ofte udgangspunkt i de vanskeligheder, der kan opstå i tidlige sociale interaktioner mellem det handicappede barn og dets forældre.
Den anden fundamentale og iboende egenskab består i lyst til at modtage stimulation fra omgivelserne.
Børn søger stimulation fra fødslen. Ingen børn ønsker at kede sig eller undvære stimulerende indtryk og oplevelser fra omgivelser eller andre mennesker. Praksis og forskning har vist, at mængden af stimulation har betydning for, om børn keder sig eller bliver under- eller overstimuleret. Mængden af stimulation er således afgørende for barnets følelse af velvære og kan medvirke til at skabe en indre følelse af emotionel balance.
Barnets følelse af velvære påvirkes også af barnets cerebrale - dvs. hjerne-mæssige - udvikling. Den medvirker til at opbygge en viljes- og færdighedsadfærd, der kan bruges til at opfylde barnets behov for fysisk og psykisk velvære.
Barnets følelse af velvære er altså på den ene side påvirket af barnets cerebrale muligheder for at udvikle færdigheder, der kan bruges i interaktion. F.eks. at gå, række, gribe-slippe, bruge stemmen, udtrykke sig vokalt, se, høre, føle, samle erfaringer i et hukommelseslager, sortere indtryk etc. På den anden side står omgivelsernes reaktionsmåde, deres sensitivitet og parathed til at reagere hensigtsmæssigt på barnets adfærd.
Tre faktorer har således betydning for alle børn: relationer til andre mennesker, rammer der giver mulighed for såvel fysisk som social stimulation samt barnets cerebrale udvikling. De tre faktorer er yderst væsentlige i de første leveår, men deres fundamentale betydning for det enkelte menneske fortsætter med stor vægt hele livet igennem.
Det nuværende samfundsmæssige børnesyn er påvirket af De Forenede Nationers standardregler om lige muligheder for handicappede. Her omtales to vigtige begreber: funktionsnedsættelse og handicap.
Funktionsnedsættelse kan forekomme på grund af en "fysisk, intellektuel eller sansemæssig funktionshæmning, en medicinsk betinget tilstand eller en sindslidelse". Sådanne funktionshæmninger, tilstande eller sygdomme kan være af permanent eller forbigående art. Begrebet "funktionsnedsætttelse" dækker således over et stort antal forskellige begrænsninger.
Betegnelsen "handicap" betyder tab eller begrænsning af muligheder for at deltage i samfundslivet på lige fod med andre. Her beskrives relationen mellem et menneske med funktionsnedsættelse og dets omgivelser. Målet med denne betegnelse er at sætte fokus på mangler ved omgivelserne og de aktiviteter i samfundet, der hindrer mennesker med funktionsnedsættelse i at deltage på lige vilkår med andre.
Igennem det sidste halve århundrede har der været skiftende holdninger til, hvilke tilbud handicappede børn skal modtage for at udvikle sig til gode samfundsborgere.
Det har vist sig i tanker om det hensigtsmæssige i at segregere, integrere eller inkludere handicappede i forhold til det omgivende samfund.
Før integrationen blev indført i januar 1980, var den pædagogiske tankegang, at handicappede børn modtog den bedste undervisning og indlæring sammen med andre børn med samme handicap. Dette resulterede blandt andet i, at børn ved skolens begyndelse blev henvist til skolegang de steder, der havde særlig ekspertise i at undervise børn med et bestemt handicap.
De mest kendte eksempler er døveskolerne og Refsnæsskolen, hvor dels døve dels blinde og stærkt svagsynede børn havde pligt til at modtage skoleundervisning. Denne segregering af handicappede børn fandt sted ud fra den betragtning, at handicappet blev bedst tilgodeset i særlige miljøer for de forskellige handicap, idet undervisningen krævede særlige materialer og særlig ekspertise og viden gruppe for gruppe.
I mange tilfælde indebar denne ordning, at f.eks. blinde og døve børn måtte flytte hjemmefra i en tidlig alder. Herved mistede børnene ofte de nære relationer til jævnaldrende børn på hjemegnen. Det bevirkede isolation fra deres sociale nærmiljø og manglende erfaring og viden om, hvordan man bedst kunne begå sig i relation til jævnaldrende, ikke-handicappede kammerater. Til gengæld opstod der en stærkere tilknytning til og afhængighed af handicapmiljøet og andre ligestillede.
Igennem tresserne ønskede flere og flere forældre til handicappede, at deres børn fik mulighed for at gå i den lokale skole og derved få stærkere tilknytning til nærmiljøet. Dette resulterede i, at segregeringstanken blev forladt i januar 1980, hvor integrationen blev indført i Danmark.
Integration sker, når alle børn optages i de grupper, de ville have været i, hvis de ikke havde været handicappede. Ved integrationens indførelse blev alle handicappede børn sikret mulighed for at benytte almindelige vuggestuer, børnehaver og skoler.
Tanken bag integrationen var, at der skulle være plads til alle i de normale tilbud, selvom der var tale om forskellighed og anderledeshed. Dette skabte mulighed for samvær med ikke-handicappede, for at blive i lokalmiljøet og for at indgå i aktiviteter på lige fod med ikke-handicappede børn. Samtidig blev den tidligere ekspertise og viden om de enkelte handicapgrupper og deres materialebehov flyttet ud lokalt, eller den blev styrket via et omfattende rådgivnings- og vejledningssystem.
Med integrationen fulgte det gode, at ikke-handicappede børn fik kendskab til handicappede via dagligt samvær og derved større forståelse for deres særlige situation. Forventningen var, at der gennem den regelmæssige kontakt ville opstå naturlige relationer mellem de handicappede og de ikke-handicappede børn.
De efterfølgende 20 år har vist, at ikke alle forventninger til integrationen er blevet opfyldt. Det har blandt andet vist sig, at nogle børn stadig profiterer mest af at blive undervist i miljøer, der er specielt tilpasset handicappede børn. Det kan for nogle handicappede være godt at få dagligdag og indlæring afpasset til deres særlige behov, at få lov til at være handicappet, at omgås andre handicappede børn - og derved slippe for konstant at skulle måle sig med ikke-handicappede og være underlagt indlæring og aktiviteter på deres præmisser.
Dette blev forstærket af, at det modtagende miljø kun i ringe grad blev tilpasset de handicappede. Integreringen viste sig i flere tilfælde først og fremmest at blive brugt som en fysisk og administrativ beslutning, der gav ret til almindelige tilbud i børnehaver og skoler.
I de enkelte tilbud var det imidlertid de handicappede børn, der skulle tilpasse sig de normer og den undervisning, der var tilrettelagt for de ikke-handicappede. Dvs. "at børnene måtte vise sig parate til at indgå i et integreret læringsforløb. Fokus blev rettet mod det barn, der blev integreret, fordi antagelsen var, at det var i denne person, forandringer primært måtte ske, hvis integrationen skulle lykkes. Eleverne måtte tilpasse sig den eksisterende undervisning, og de fleste steder undergik den almindelige klasses undervisningsindhold, -struktur og -organisation da heller ingen forandringer til trods for, at den nu også skulle imødekomme en eller flere integrerede elevers interesser og behov." (Citeret fra Susan Tetler: "Hvorfor al den snak om inklusion" i Dansk Pædagogisk Tidsskrift nr. 6/1998.)
De handicappede børn, der ikke kunne klare dette ét hundrede procent, fik særundervisning. Den foregik ofte uden for børnehavens eller klassens børnegruppe, eller den foregik i børnegruppen med hjælp fra en støttepædagog eller en "hjælpelærer".
I bakspejlet kan man se, at dette i flere tilfælde har været nødvendigt. Handicappede børn har brug for ekstra støtte eller andre foranstaltninger, når undervisning og samvær foregår på de ikke-handicappedes præmisser. Men man må også konstatere, at disse foranstaltninger undertiden har været med til at styrke den anderledeshed, der er mellem handicappede og ikke-handicappede børn.
Også de fysiske rammer har undertiden måtte ændres. F.eks. i form af kørestolsramper, særlige toiletter, særlig placering i klasseværelset eller særlige hjælpemidler.
Det har således vist sig, at integration kan lykkes i forhold til fysisk tilstedeværelse og faglig indlæring og udvikling. Under forudsætning af at sådanne ændringer i de fysiske rammer er blevet suppleret med specialundervisning, støttetimer eller anden undervisning, der gør aktiviteter og fagligt stof lige så tilgængeligt for handicappede, som det er for andre børn.
Den sociale integration synes derimod ikke helt så vellykket. Dén har det i vid udstrækning været overladt til børnene selv at klare. Flere undersøgelser har således vist, at en del handicappede børn har følt sig socialt isoleret i børnehaven eller skolen.
Succes og fiasko for hvert enkelt handicappet barn er ofte målt ud fra, om det er lykkedes for barnet i rimelig grad at tilpasse sig rammerne for samvær og undervisning af ikke-handicappede. Her er det den handicappedes evne til at deltage i samvær, undervisning og udvikling på de ikke-handicappedes præmisser, der er blevet vurderet.
Denne vurderingsform er ikke i overensstemmelse med FN's standardregler. For her sættes der netop fokus på mangler ved omgivelserne og de aktiviteter i samfundet, der hindrer mennesker med funktionsnedsættelse i at deltage på lige vilkår med andre.
FN's regler åbner for langt større fokusering på omgivelsernes og samfundets ansvar for at hjælpe den handicappede til at blive en del af børnehaven, skolen eller samfundet. Det er i højere grad tilbud og aktiviteter, der skal tages op til vurdering og ændres, når integration af et handicappet barn ikke lykkes. I stedet for at placere ansvaret hos den handicappede.
Fokus bør altså i højere grad rettes mod at få den handicappede inddraget i samvær og aktiviteter på lige fod med ikke-handicappede. Dette kan blandt andet gøres ved at se på, hvilke af den handicappedes færdigheder, evner og forudsætninger, der kan bidrage til udvikling hos ikke-handicappede. F.eks. kan blinde børns større vægt på andre sanser end synet være færdigheder, som også seende børn kan få berigende oplevelser ud af - hvis der fokuseres herpå.
At sætte fokus på omgivelsernes ansvar for at få handicappede og ikke-handicappede integreret. Og at sætte fokus på de særlige evner og færdigheder, som de forskellige børn er i besiddelse af. Dét udgør tilsammen de bestanddele, der knyttes til begrebet inklusion. Dette begreb er godt i gang med at afløse integrationsbegrebet.
I inklusionstanken bringes det sociale samspil mellem handicappede og ikke-handicappede børn i fokus. Det åbner debat om, hvordan et bedre socialt samspil kan opnås. Hvad er for eksempel årsagen til, at handicappede børn føler sig socialt isoleret trods de integrationstiltag, der har været gennem de sidste årtier?
For at få svaret, er det nødvendigt at se på børns personlige muligheder for at bedre deres egen situation via sociale relationer. Uanset om de er handicappede eller ej. Det drejer som om relationer, der rækker ud over familien - til kammerater, venner og andre. Derved kommer egenskaber som social kompetence og identitet ind i billedet.
Handicappede børn har mange ting til fælles med ikke-handicappede børn. De er først og fremmest børn og har derfor i vid udstrækning de samme behov i tilværelsen som andre.
Funktionsnedsættelsen kan imidlertid kræve særlig indsats eller særlige foranstaltninger. Men tiltag og foranstaltninger kan medvirke til, at det handicappede barn får færre sociale børnekontakter og dermed har en mindre mængde erfaringer til at udvikle social viden. Disse konsekvenser af funktionsnedsættelsen er for tiden kommet mere og mere i fokus i det pædagogiskpsykologiske arbejde med handicappede børn.
Dette forstærkes af, at det pædagogiskpsykologiske børnesyn generelt har ændret sig i de senere år. Fra Piagets stærke fokus på indlæring og udvikling via egenaktivitet er fokus mere og mere vendt mod sociale oplevelser og erfaringer som grundlag for indlæring. Interaktion og relation er trukket frem som betydningsfulde elementer i børns liv. Via interaktion med andre og opbygning af relationer til andre udvikles børns sociale kompetencer og identitet.
For at opnå social kompetence må børn udvikle en høj sensitivitet over for det, der ligger bag verbale udtryk og non-verbal adfærd. Det er vejen til at lære de regler, som styrer sociale situationer. Det er nødvendigt at besidde eller udvikle evne eller redskaber til at tolke andres adfærd, ønsker, behov og situation. Og sætte tolkningen ind i en bredere forståelsesramme. Det er nødvendigt at kunne dele denne forståelse med andre. På det personlige plan er det nødvendigt at have selv-indsigt.
Disse forudsætninger kan det være svært for nogle handicappede børn at opfylde. F.eks. kan sansemæssige funktionshæmninger som døvhed og blindhed give vanskeligheder med at opfange signaler hos andre.
For nogle handicappede kan det også være vanskeligt at udvikle et præcist billede af, hvad de selv kan og ikke kan. Selv-indsigt og selvvurdering kan kun opnås via erfaringer fra situationer, hvor det handicappede barn omgås andre - handicappede eller ikke handicappede.
Vurdering af egne præstationer foregår ofte i leg, hvor de enkelte børn sammenligner andre børns præstationer med egne. Integrerede handicappede børn har her en risiko for at få en lidt negativ selvoplevelse, når de sammenligner sig med ikke-handicappede børn.
For det handicappede barn kan det således være en lang og smertefuld proces at erfare, hvad det kan og ikke kan. Processen kan være fyldt med nederlag i forhold til ambitionsniveau og ønsker. Dette er specielt synligt i de perioder, hvor det handicappede barn vil "være som de andre", og hvor betydningen af at være anderledes er svær at få gjort til en realistisk del af sin selvopfattelse. Det kan være vanskeligt at indstille sig på og forstå, at der er ting, man ikke kan og aldrig kommer til at kunne.
Det er vigtigt, at andre hjælper barnet med at bearbejde anderledesheden således, at barnets opfattelse af sig selv ændres eller bibeholdes som et positivt billede. Her må det at være handicappet - med alle de begrænsninger og væren anderledes som det indebærer - indgå på en realistisk måde. Samtidig må det handicappede barns iboende evner udvikles og støttes i positiv retning.
Hvorvidt det enkelte barn hovedsagelig lever integreret med sin familie og jævnaldrende kammerater i vuggestue, børnehave eller skole, er i dag forældrenes valg. Nogle handicappede børn kan klare at være blandt ikke-handicappede det meste af deres opvækst, mens andre i høj grad har gavn af de tilbud om aktiviteter og indlæring, der findes på specielle institutioner, centre, børnehaver eller skoler.
For ingen af de handicappede børn er det bedst udelukkende at leve i det ene eller i det andet miljø. Alle børn har godt af at prøve deres muligheder begge steder. Alle handicappede børn har brug for at opbygge identitet og selvvurdering i forhold til såvel handicappede som ikke-handicappede børn.
Det er af grundlæggende værdi for alle handicappede at have mulighed for at få sociale relationer til jævnaldrende børn, handicappede eller ej. Det kan opnås gennem de formelle institutioner, vuggestue, børnehave og skole, men også via andre aktiviteter, der kan have interesse. Via deltagelse i aktiviteter med andre opbygges et fundament af fælles oplevelser, der kan være grundlag for sociale relationer.
Aktiviteter i hverdagen - i vuggestuen, dagplejen, børnehaven, skolen eller i fritiden - er således meget værdifulde. Det er via disse samvær, at de handicappede børn får mulighed for at udvikle deres sociale kompetence og identitet.
ANETTE INGSHOLT (f. 1948). Cand.psych.
Siden 1979 psykolog på Refsnæssskolen, Institut for blinde og svagsynede børn og unge i Danmark. Har skrevet Ph.d.-afhandlingen "Samvær, interaktion og dialog mellem blinde
småbørn og deres forældre", Refsnæsskolen, Kalundborg 1999
Kan snegle flyve?
Ja, det kan de. Under de rette betingelser.
Nu vil De, min kære læser, læne Dem tilbage og protestere. Naturligvis kan snegle ikke flyve. Det er imod deres natur. De er ikke skabt med vinger.
Korrekt. I den forstand er sneglen handicappet. Men i eventyrets verden befries den for de bånd, der normalt binder den til jorden. Under de rette betingelser får sneglen vinger, og tyngdeloven ophæves. Som sneglen må den handicappede affinde sig med sin skæbne. Men fjernes barrierer, åbnes nye veje.
Derfor blev den flyvende snegl valgt som logo for arrangementet Det Eventyrlige Bibliotek - ført ud i livet af Gladsaxe Bibliotekerne og Nota i oktober 2000.
Søndag eftermiddag på børnebiblioteket. Der var trængsel om billetterne til næste uges arrangement. "Må jeg komme med?"
Drengen i kørestolen havde ikke styr på arme, ben og lyde.
"Jeg tror ikke, det er noget for dig," svarede moderen.
Vi forstod ikke hans sprog, men vi forstod alligevel.
Det var anledningen til, at børnebiblioteket tog initiativ til en række arrangementer for handicappede.
Biblioteket er for alle borgere. Denne målsætning indgår i såvel den nye bibliotekslov som i den kulturplan, Gladsaxe byråd vedtog foråret 2000.
Børnebiblioteket i Gladsaxe arbejder med mange forskellige slags arrangementer og har gennem de senere år taget initiativ til en række nye indsatsområder. Der er tale om en vifte med store variationer i indhold, form og målgruppe.
De seneste sæsoner har vi eksperimenteret med arrangementer målrettet børn og unge med handicap. Ikke uden overvejelser. Det var uvist, hvordan sådanne specialarrangementer ville blive modtaget af målgruppen, ligesom der rent praktisk var en række uafklarede spørgsmål.
Det overordnede formål har været at gøre biblioteket synligt som offentligt rum også for handicappede samt høste erfaringer om formidling over for børn og unge med et fysisk eller psykisk handicap. Og dermed være med til at bryde isolationen i det lokale kulturliv for en gruppe, som ikke kan deltage i eksisterende tilbud.
Konkret ønskede børnebiblioteket med disse arrangementer at skabe kontakt til familierne - med det formål at gøre opmærksom på vore mange tilbud.
Vi tog første skridt med arrangementet "Sangen har vinger". Et forløb over 14 dage med dag- og aftenarrangementer og fokus på sangens, musikkens og legens betydning i sprogarbejdet. Målgruppen var bred: børn og voksne, pædagoger, indskolingslærere, dagplejemødre, forældre, høre-/talekonsulenter og kommunens specialgruppe for handicappede.
Tilslutningen og nysgerrigheden var stor. Hvad havde biblioteket at tilbyde? Tilbagemeldingerne var positive. Forældrekreds, pædagoger og institutionspersonale gav udtryk for tilfredshed.
Højdepunktet?
Da den spastiske dreng lavede de smukkeste dansetrin af alle i fællesdansen - i sin kørestol.
Andet skridt var et arrangement, der lagde op til en mindre deltagerkreds. Anledningen var dronning Margrethes 60 års fødselsdag og indholdet syning af royale Barbiekjoler. På forhånd var sikret et passende niveau og en kunstner, som var vant til at arbejde med handicappede børn.
Interessen var over forventning og efterspørgslen på billetter langt større, end vi kunne imødekomme. Folk kom helt fra Slagelse. Forældrene gav udtryk for, at deres børn følte sig trygge under mindre forhold.
Højdepunktet?
Da den udviklingshæmmede pige gav kunstneren et knus af glæde over resultatet af tre timers arbejde - en Barbiekjole med glinsende pailletter.
Den pædagogiske og den smalle vinkel var afprøvet, og et parallelarrangement til et af de almindelige arrangementer var næste punkt på dagsordenen.
Danmarks bedste tryllekunstner blev engageret. Oven i hatten havde han erfaring i at optræde for børn på hospitaler. Tryllekunstneren tryllede og fortryllede.
Højdepunktet?
Da mongolpigen med lidt hjælp lavede verdens sværeste tryllekunst for publikum, som kvitterede med stående applaus.
Oktober 2000 blev bibliotekets pilotarrangementer videreført i det hidtil største arrangement for målgruppen. Nota og Gladsaxe Bibliotekerne gik sammen med det overordnede formål at skabe opmærksomhed om handicappedes mulighed for at få del i kulturelle oplevelser.
Blindebibliotekets specialviden i forhold til læsehandicappede og Gladsaxe Bibliotekernes ekspertise på arrangementsområdet mht. planlægning og formidling skulle komplettere hinanden.
En projektgruppe blev nedsat og rammerne fastlagt:
Herefter blev projektet søsat. Arbejdet bestod i omfattende research, forhandling om priser, undersøgelse af praktiske og tekniske muligheder, informationsstrategi og fondsøgning. Projektet blev sponsoreret af Kulturministeriet, Biblioteksstyrelsens udviklingspulje og Familien Hede-Nielsens Fond.
Resultatet blev et fornemt program med udvalgte kunstnere, to store udstillinger og mange aktiviteter. (Se"Det Eventyrlige Bibliotek".)
Arrangementet blev en publikumssuccés med opbakning fra forældre og børn. Pressedækningen var i top med artikler i lands- og lokalpresse, fagtidsskrifter og 14 dage senere supplerende reportager i radio og tv.
Dermed blev der sat et endegyldigt og festligt punktum for Det Eventyrlige Bibliotek.
Højdepunktet:
Han fyldte ikke meget i kørestolen.
Den var til at vokse i.
Han kunne kun svagt skimte lys fra mørke.
Og vi forstod ikke hans sprog.
Men hans krop snoede sig
i kørestolen af fryd,
da Tom McEwan sluttede nummeret
med tre trommehvirvler i træk,
kastede stikkerne op i luften
og greb dem sikkert igen.
- Nu er det dig!
Nu var det ham.
Ham og trommen og stikkerne.
Og os.
Det var et godt øjeblik.
Gode kulturtilbud er vigtige ingredienser i et barns liv. Kulturrådet for Børns handlingsplan 2000-2001 taler om kulturen som vejviser i den virkelige verden.
Her tales om at opleve, at man er en del af et fællesskab, at mærke varmen fra et andet menneske, at svæve i fantasiens verden, at glæde sig over nuet, at blive provokeret til at tænke nyt, at tvivle på det etablerede, at undres.
Kulturrrådet påpeger, at mødet med kulturen giver børn mulighed for at udtrykke egne følelser og tanker sammen med andre børn og nærværende voksne, som de kan dele deres oplevelser med.
Er arrangementer for handicappede en kommunal eller amtskommunal opgave? Spørgsmålet er rejst. Med i vurderingen må indgå, om der er tilstrækkeligt mange handicappede i egen kommune, og om man derfor skal gå over kommunegrænsen for overhovedet at få pladserne fyldt op.
Amtskommunale institutioner modtager i sagens natur elever fra andre kommuner. Men skal man gå endnu videre i erkendelse af, at her er et uopdyrket område og et kolossalt behov? Skal man sende invitationer til amtskommunale institutioner beliggende i andre kommuner?
Som udgangspunkt er det ikke en kommunal folkebiblioteksopgave at lave arrangementer for andre end kommunens borgere. Hverken budget eller personaleressourcer er indrettet på sådanne tiltag.
Men det er et spørgsmål, man bør tage principiel stilling til. Hvor opgaven skal ligge, bør drøftes.
En løsning kan være, at flere biblioteker i et amt går sammen og koordinerer indsatsen. Eksempelvis ved at centralbiblioteket påtager sig opgaven, eller den uddelegeres til ét eller flere biblioteker med interesse for området. Naturligvis under forudsætning af medfølgende, nødvendige ressourcer.
Ved at samle ekspertise og ressourcer ét eller få steder vil man kunne opnå bedre og flere tilbud.
Samtidig giver familier med handicappede børn udtryk for, at de gerne kører langt for at kunne deltage i aktiviteter med deres børn. Ikke at dét er et mål i sig selv.
Ved planlægning og evaluering af specialarrangementer bør relevante organisationer og foreninger inddrages. Forældre og institutionspersonale bør høres. I Gladsaxe har vi lyttet meget til forældrenes tilbagemeldinger, ligesom vi ved vore almindelige arrangementer har inddraget publikum og deltagere i fælles aktiviteter. Sådan en interaktiv arrangementsform har fungeret godt.
En model kan være, at man opretter brugerråd i hvert amt. Som inspiration og netværksdanner, hvilket vil falde i tråd med bibliotekslovens intentioner om brugerindflydelse og medbestemmelse.
Arrangementer på bibliotekerne bør være - og er mange steder - under stadig udvikling med etablering af netværk og kontakt til nye samarbejdspartnere. Arrangementer for handicappede er et væsentligt og nødvendigt tiltag. Det kræver politisk opbakning. Der må skabes forståelse for, at handicappede skal kunne benytte bibliotekernes tilbud på lige fod med andre. Og at det koster.
Med den nye bibliotekslov er der bevilget bloktilskud til kommunerne. Der er ikke sat hegnspæle om disse tilskud, og man kunne ønske, at en del af pengene kommer vore handicappede medborgere til gode.
Ja, det kunne de. Under de rette betingelser.
Og nu vil De, min kære læser, forhåbentlig ikke længere læne Dem tilbage og protestere. Måske svagt indvende, at det trods alt er imod sneglenes natur. De er ikke skabt med vinger.
Korrekt. Sneglen er stadig handicappet.
Men i eventyrets verden blev den befriet for de bånd, der normalt binder den til jorden. Under de rette betingelser fik sneglen vinger, og tyngdeloven blev ophævet. Som sneglen må den handicappede affinde sig med sin skæbne. Men barrierer kan fjernes og nye veje åbnes.
Der er taget en række initiativer. Sammenfattende har formålet været at udvikle og samle idéer til brug i fremtidige strategier for at gøre biblioteket synligt som et sted for alle.
I tråd med ånden i den nye bibliotekslov og i erkendelse af, at de handicappede på dette som på så mange andre områder tilsidesættes.
KIRSTEN HAVELUND (f. 1947). Bibliotekar 1977, journalistisk efteruddannelse 1999. Bibliotekar på Gladsaxe Bibliotekerne, Hovedbørnebiblioteket.
Hvis et bibliotek ønsker at ligestille handicappede børn med andre børn, så er det forskelsbehandling, der skal til. Og kommunikation er det bærende element, tillige med de ansattes netværk ud af biblioteket. Efter min overbevisning virker denne enkle opskrift.
Først kommunikationen. Det handler om at møde det enkelte barn dér, hvor det lige nu befinder sig. Glem alt om alder.
Et eksempel: Da jeg var yngre og temmelig uprøvet børnebibliotekar i Sønderborg, inviterede jeg en specialbørnehave for børn med forsinket udvikling til babysang-og-leg. Jeg vidste godt, at børnene var 5-7 år gamle, og at mit program rettede sig mod 1-2 årige børn. Men min betingelse for samarbejdet var, at børnenes pædagoger tog bladet fra munden og hver gang fortalte mig, hvad jeg gjorde forkert, hvad jeg gjorde rigtigt, hvad jeg skulle overveje og hvad jeg skulle holde fast i. Og er der noget, pædagoger elsker, så er det at være børns talerør og at indgå i netværk omkring dem. Jeg syntes selv, at jeg lærte en masse.
Det, de forsøgte at lære mig, var: Vær dig selv og bliv ved med det. Rids historiens arena op. Hold tidslinien - ingen spring i tid og sted. Visualisér - vis det du fortæller. Gentag - vi har tid nok. Brug øjnene:
Børnene fortæller, om det du laver, fungerer.
Alliér dig med mennesker, som kan lave de remedier, du måske ikke selv har evner til: Gennem mange år har jeg haft glæde af en lille æske med små mus i. Den bruger jeg til at visualisere "I en kælder sort som kul".
Tegnsprog består af en lang række vidt forskellige elementer, som samles i forskellig udformning og mængde omkring den enkelte døve eller hørehæmmede. Jeg tror, der er lige så mange måder at kommunikere på, som der er døve. Fælles for dem alle er imidlertid iveren efter at forstå, at være med og være del af et fællesskab.
Et af de bærende elementer i døves helt egettegn(fremmed)sprog er lokalisering: Vi starter med at angive, hvor vi er, og hvem vi er. Først da kan fortællingen starte. Det er en sproglig strategi, som er glimrende at have i bagagen i alle mulige andre sammenhænge. Også hvor der ikke er døve involveret.
Et eksempel: Siden juli 2000 er jeg havnet i et dansk mindretal i Sydslesvig, Landet Schleswig-Holstein. Man er dansk på 117 forskellige måder og i 118 forskellige grader, fordelt på 119 forskellige områder. Udtale, ordforråd og sprogbegreb er helt uafhængige størrelser, og alligevel er kommunikationen - i ganske mange tilfælde i hvert fald - båret af dansk talesprog. Men i nok så høj grad af forståelse af sammenhænge, mimik, betoning, kropssprog, gætteværk og intuition og også skriftsprog. Det er svært som bare det!
Der hvor jeg vil hen, er, at det er modparten og den sproglige habitus, som nødvendigvis må være udgangspunktet, når man vil hinanden noget.
Det giver ikke mening for et bibliotek at indrette samlinger uden netværk udenom. Det er alene gennem mødet og den gensidige inspiration, der opstår nye tanker, ny viden, ny energi. Den bliver forarbejdet gennem den enkeltes møde med sig selv, ofte i enrum, men den skabes i det sociale rum. Der er ingen, som siger, at netværkene skal skabes af biblioteket, men de er markante forudsætninger for, at der opstår ny viden, ny indsigt og ny kundskab.
Et eksempel: Da vi gik i gang med at opbygge en samling af sprogmaterialer i folkebiblioteksregi i Sønderborg midt i 1980'erne, allierede vi os med en gruppe fagfolk, som vurderede vores ideer og vores resultater. Vi havde intet kunnet uden dem. Deres rolle var udspillet, da de havde lært os, hvad et bibliotek skal kunne for at se målgruppen som det, den er, nemlig vidt forskellige mennesker med vidt forskellige behov.
For at nå de forskellige målgrupper måtte vi have fat i forældregrupper, foreninger, fagfolk og institutioner og fortælle, hvordan vi ligestillede ved at behandle forskelligt. Hvad "normalt" udviklede børn bare opnår ved at lade livet passere forbi, går for de fleste handicappede langsommere og ikke uden hjælp. Den hjælp ville Sønderborg Bibliotek gerne være en del af.
Det giver ikke mening at lave arrangementer for handicappede i bred almindelighed. Men det giver mening at rette arrangementer mod en veldefineret gruppe og åbne for alle andre, som så kan deltage på de givne betingelser.
Et eksempel: Rødovre Kommunes børnekulturpakke lavede et musikarrangement for store grupper af de mindste på en overskuelig og tryg måde ved at tildele hver voksen en plysset rede som "revir" på gulvet i den store sal. Programmet var let tilgængeligt, kendt i forvejen, trykt i et lille hæfte, gentaget to gange i løbet af formiddagen med en lille spisning indimellem. På trods af, at der var langt flere børn, end man skulle tro muligt, fungerede det.
Sådan et arrangement vil nemt kunne udbredes til at omfatte sent udviklede børn på et tilsvarende udviklingstrin. De ville til gengæld ikke kunne deltage i et arrangement svarende til deres alder. Det ville kunne bruges af blinde børn (meget lille gruppe), være umuligt for døve eller hørehæmmede børn, ligegyldigt for fysisk handicappede børn - og et hit for åndssvage.
Forskelsbehandling som gør en forskel.
LARS AAGAARD (f. 1945). Bibliotekar 1969. Ledende børnebibliotekar på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg
I de senere år har der været stor politisk opmærksomhed på at forbedre handicappedes adgang til at deltage i samfundets tilbud på lige vilkår med andre mennesker.
Kulturministeriet har udarbejdet en handlingsplan for handicappedes adgang til kulturen.
Center for Ligebehandling af Handicappede har gennemgået forskellige institutioner for at undersøge tilgængeligheden hertil for handicappede. Det er bl.a. sket på folkebiblioteksområdet.
Der har været initiativer for at få visse handicappede ansat på de almindelige arbejdspladser, og ifølge lovgivningen må handicappede ikke stilles ringere til en stilling alene begrundet i deres handicap.
Nogle handicapgrupper er da også blevet langt mere synlige i dagligdagen. Det gælder bl.a. blinde.
Der er gjort meget for, at de blinde kan bevæge sig rundt uden hjælp fra andre. Der er udviklet hjælperedskaber, som letter adgangen til elektroniske informationer mm.
Jeg tror, de fleste har nemt ved at møde en blind og at forstå hendes eller hans handicap. Jeg tror, årsagen hertil er, at man umiddelbart kan identificere sig med en blind person.
De har et normalt sprog, er normalt begavede, bevæger sig selv omkring, kan læse, skrive, formulere deres ønsker mm.
Anderledes er det med fysisk og psykisk udviklingshæmmede. De er ofte meget anderledes end os andre. De kan være bundet til en kørestol, de kan have store talevanskeligheder, ufrivillige bevægelser, nogle savler og kommer med ukontrollable lyde osv.
De kan være vanskelige at forstå og at kommunikere med, og vi ved ikke umiddelbart, om de kan forstå/har forstået, hvad vi siger.
Mange bliver utrygge og usikre, når de møder personer, der er anderledes end dem selv, og som reagerer på måder, de ikke kender.
Vi bliver usikre på den handicappedes bevægelser og lyde. Synes måske, det virker frastødende, hvis personen savler. Vi bliver usikre på, hvordan vi skal håndtere situationen og trækker os lidt tilbage.
Jeg tror, de fleste mennesker ønsker at behandle deres handicappede medborgere på en ordentlig måde. Men de er usikre på hvordan, fordi de ikke har tilstrækkeligt kendskab til området.
Det siges ofte, at kun ved at behandle mennesker forskelligt kan man behandle dem ens.
Det gælder i høj grad i mødet med et handicappet menneske. Hvis handicappede skal have adgang til at deltage i samfundets tilbud på lige vilkår med andre, må vi tilrettelægge og formidle tilbudene, så de reelt er tilgængelige for disse mennesker.
På bibliotekerne har vi mange tilbud, der er særdeles velegnede til handicappede. For at kunne formidle dem er det imidlertid nødvendigt, at vi har større viden om forskellige former for handicap og for den situation, den handicappede befinder sig i.
Det er f.eks. ikke tilstrækkeligt at sige, at vores børnearrangementer også er for børn med handicap. Det er nødvendigt at forstå, at handicappede børn ofte kræver mere plads, mere ro og færre mennesker for at kunne koncentrere sig. Det er også nødvendigt at forstå, at raske børns ofte voldsomme leg og støjende adfærd kan virke meget angstfremkaldende hos børn, der er bundet til en kørestol, eller som ikke er i stand til at følge med de andre børn rent intellektuelt.
Det må vi tage med ind i vores planlægning og måske forbeholde nogle arrangementer for børn og unge med handicap. Dét skete i samarbejdsprojektet mellem Danmarks Blindebibliotek og Gladsaxe Bibliotek, "Det Eventyrlige Bibliotek" i oktober 2000.
Det kan være forbundet med store vanskeligheder at forstå og kommunikere med et handicappet menneske.
Mange handicappede vil være langsommere i deres kommunikation end mennesker uden funktionshæmning, fordi de til stadighed skal "overvinde" deres handicap.
Hvis man ikke forstår, hvad der bliver sagt eller ment, er det nødvendigt at spørge, indtil man forstår. Det kan evt. være nødvendigt at bede den handicappede om at skrive tingene ned, forklare sig med andre ord eller vise med tegn og andet, hvad de mener.
Det er misforstået venlighed at foregive, at man har forstået, hvis man ikke har.
Man udviser større respekt for den handicappede ved at være ærlig - også selv om det betyder, at man ikke kan komme videre. Har den handicappede en ledsager med, kan man hente hjælp hos vedkommende, men det er vigtigt at være opmærksom på, at det er den handicappede, man skal se på og kommunikere med og ikke ledsageren.
Man skal vide, at der er stor forskel på, om man er blind eller døv fra fødslen, eller om det er handicap, der er kommet senere i livet.
Man skal vide, at selv meget spastiske mennesker, der ikke har kontrol over deres bevægelser mm., kan være yderst velbegavede og derfor skal tiltales ud fra dette.
Man skal vide, at udviklingshæmmede skal behandles dels med respekt for deres alder og dels med respekt for deres mentale udvikling. At de forstår langt det meste af, hvad der bliver sagt til dem. Og at de har svært ved at tage stilling til andet end det helt konkrete og kendte.
Man skal vide, at handicappede er lige så forskellige som alle andre. At de tænker, føler og forstår, men at deres livsvilkår er så meget anderledes end raske menneskers - og det skal vi tage hensyn til.
Har man ikke haft handicap inde på livet, har man som regel ikke denne viden.
Det er et vanskeligt emne at tage fat på. Det at tackle anderledes adfærd, at skulle se og lytte på en anden måde, end man er vant til, måske at skulle vise sin afmagt i kommunikationen med et andet menneske, man gerne vil hjælpe - dét kræver mod og ofte vilje til at overskride nogle af ens egne grænser. Det kræver tid, tålmodighed, forestillings- og indfølingsevne.
For et par år siden overværede jeg en episode i én af vore kendte tøjforretninger.
En mor og hendes unge udviklingshæmmede datter var på indkøb. Åbenbart var der opstået nogle problemer.
En af ekspeditricerne kom til. Selv om datteren havde store taleproblemer, var der ingen tvivl om, hvem ekspeditricen henvendte sig til. Der var en lang og ivrig samtale mellem de to, og købet blev afsluttet helt uden moderens hjælp og indblanding i øvrigt.
Det var som om, datteren svævede ud af forretningen, og jeg kunne se, hvordan stoltheden og glæden lyste ud af hende.
Hun var blevet mødt med respekt for den person, hun er. Hun var blevet talt direkte til og forstået. Hun var blevet behandlet som et ungt menneske - på sine betingelser.
Måske har hun tænkt: "Ja, sådan vil jeg gerne behandles, når du møder mig."
CHARLOTTE PLENGE (f. 1947). Bibliotekar 1971. Leder af Gladsaxe Bibliotekerne.
Dotbot er navnet på folkebibliotekernes fælles hjemmeside for børn. Det er en stor og flot site med mange gode tilbud og fine muligheder for interaktivitet for børn i alle aldre.
Der er "Klatremusen Kitty" med en håndfuld links til de mindste. "Kranieknuseren" byder på quiz og konkurrencer, hvor man kan vinde t-shirts. "Kloge Åge" byder på en netguide med adgang til at søge i mange emner. "Container Connie" har månedens gæst og giver børn mulighed for selv at anmelde film, bøger, musik, spil eller bare fortælle en løgnehistorie. Og som den sidste farverige person er der "Miss Linkz", der lader børn tippe hinanden om interessante steder på Internettet.
Alle byder de sig til på den frække og grafisk smarte forside. Og bag det tegneserieagtige ydre gemmer der sig seriøse sider med inspiration og underholdning.
Alt i alt et godt udgangspunkt for den yngre del af Internettets surfere - i hvert fald vurderet med mine voksne øjne.
Men tager jeg mine tilgængelighedsbriller på, så ser det desværre ikke helt så inspirerende ud. Så er det nærmere ordet udfordrende, der først falder mig ind, hvis jeg skal fortsætte med at finde adjektiver. Og er man barn med et større eller mindre handicap, er det måske ikke lige dén slags udfordring, man er på udkig efter. Så vil man nok hellere have mulighed for at kunne bruge alle livets faciliteter og så vidt muligt på lige fod med andre børn.
Når man taler om tilgængelighed i handicap-sammenhæng, betyder det, at en ydelse kan bruges af personer med handicap på lige fod med personer uden. Når det gælder at udvikle f.eks. en tilgængelig hjemmeside, drejer det sig om at prøve at sætte sig i den handicappede brugers sted. Det handler blandt andet om at være opmærksom på, hvilke hjælpemidler handicappede kan tænkes at benytte sig af, og hvilke behov dette udstyr afføder.
En blind bruger vil typisk benytte sig af en såkaldt skærmlæser. Den tolker, hvad der sker på skærmen og sender det videre til en talesyntese, der læser det op. Herudover bruger nogle også et punktdisplay, der omsætter informationerne til punktskrift.
Jeg tager i denne artikel primært udgangspunkt i disse former for handicap-kompenserende udstyr. Det er ikke nødvendigvis kun udstyr for blinde. For med den nye forbedrede talesyntese, der er på trapperne, vil en skærmlæser også kunne bruges til hjælp ved andre former for læsehandicap.
Det er vigtigt at understrege, at en tilgængelig hjemmeside ikke er en kedelig hjemmeside. En site som Dotbot kan sagtens laves tilgængelig, uden at det ændrer på det oprindelige design. Det handler blot om at medtænke nogle - relativt få - principper under udviklingen.
Hvis man vil sige noget om Dotbots problemer med tilgængeligheden, er der flere eksempler at drage frem. Her er udvalgt et par af de mest alvorlige.
En blind bruger, som har valgt at klikke på "Kranieknuseren", får at vide, at der på siden er tre links: "Tilbage til forsiden", "Quiz3/start" og "kk/form". Her er det ikke til at gætte, at der er mulighed for at vinde noget, hvis man vælger linket "kk/form".
Navnet "kk/form" kommer af, at skærmlæseren tolker den sidste del af http-adressen som en mulig titel, når der ikke er andre oplysninger om linket.
Den blinde bruger går altså glip af den væsentlige oplysning, at man kan vinde noget her. Men problemet kan let løses, ved at der skrives en lille stump tekst ind i HTML-koden. (For den teknisk interesserede læser: <a href="form.htm" title="vind">).
Har man alligevel været nysgerrig nok til at vælge det kryptiske link "kk/form", kommer man ind på en side, hvor man ved at svare rigtigt på tre spørgsmål kan vinde en t-shirt. For hvert spørgsmål er der tre svarmuligheder, og man svarer ved at markere en såkaldt "radio button" ud for det rigtige svar. Dette gøres let med musen - men kan man ikke se, kan man jo ikke bruge musen.
For den blinde bruger sker der det, at skærmlæseren læser spørgsmålet, derefter svarmulighed 1 og om radioknappen er markeret eller ej. Man kan så ved hjælp af piletasterne flytte markeringen til den radioknap, man ønsker at vælge - dvs. det svar, man mener, er det rigtige.
Men her går det helt galt, og de blinde børn bliver snydt. For ifølge standarden sætter man radioknappen foran den valgmulighed, den tilhører. Har man således markeret "Kærlighed ved første hik", vil skærmlæseren opfatte det, som om man har svaret "Den eneste ene".
Dette gør det umuligt for den blinde bruger at besvare spørgsmålene korrekt. Han kommer uvægerligt til at gøre noget andet end det, han tror, han gør.
(Til den teknisk interesserede læser: For at undgå misèren bør man følge standarden og sætte radioknapper før den tilhørende tekst. For helt at undgå den slags misforståelser bør man bruge formular-elementet <label>, der er den korrekte måde at holde input-elementer sammen med den rigtige tilhørende tekst.)
Det lyder måske indviklet, men det korte af det lange er, at siden er kodet på en måde, så nogle børn helt unødvendigt bliver snydt for chancen for at vinde en t-shirt.
Kloge Åge er bibliotekernes netguide til børn. Man kan søge ved at indtaste et ord eller ved at klikke på forbogstavet til det, man søger. Går man f.eks. ind under bogstavet A, vil man - hvis man kan se - få en liste af emner, der starter med A. Klikker man på et emne, får man en liste af links til hjemmesider, der beskæftiger sig med emnet.
Bruger man derimod en skærmlæser, får man følgende absurde oplevelse (du behøver ikke læse teksten, bare kik lidt på den):
"Untitled - link: tilbage til forsiden - link: klogeaage/left_1 - link: klogeaage/left_1 - link: tilbage til forsiden - link: tilbage til forsiden - bogstaverne A-I læses som links - edit-felt
- søg-knap - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis
underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis
underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - link: vis underniveau - bogstaverne V-Å + W læses som links - bogstaverne J-U læses som
links."
Det, der for den seende er en overskuelig side, er for skærmlæser-brugeren et kaos af informationer. I ulogisk rækkefølge og helt utilgængelige, da alle emneordene er givet samme titel, nemlig "vis underniveau".
(For den teknisk interesserede læser: Man har sandsynligvis brugt attributten "title", for at der skal komme en lille tekstboks op, når musen holdes over linket. At bruge denne funktion til at fortælle, at der er et underniveau, er egentlig overflødig information. Og for personer, der bruger kompenserende udstyr, får det altså fatale konsekvenser. Sætter man attributten "title" på links - og det kan i mange tilfælde være en god idé - bør denne titel altid være unik og fortælle, hvad der linkes til.)
Er man blind og vil bruge Kloge Åges netguide, skal man altså være mere end klog for at få noget ud af det. Og den vigtige pointe er, at det slet ikke behøver at være sådan. Det kan faktisk godt lade sig gøre at kode siden, så den er både smart og tilgængelig.
At det skal være så stor en udfordring at få lov til at være med på bibliotekernes hjemmeside, kan vel nok få handicappede børn til at føle sig svage i forhold til andre børn. Og det er jo ikke fair - når det rent faktisk er hjemmesidens udviklere, der sidder med svagheden. Nemlig i kraft af deres manglende viden om, hvad der skal til for at gøre en hjemmeside tilgængelig.
Det forlyder, at udviklingen af Dotbot skal finde sted i flere faser, og at vi indtil videre kun har set resultatet af første fase. Man må derfor gå ud fra, at tilgængelighedsaspektet er med i næste udviklingsfase. For det er faktisk ikke nogen stor opgave at gøre Dotbot tilgængelig for alle Danmarks børn.
Og hvorfor skulle de handicappede børn ikke også have glæde af et - ellers - så udmærket springbræt til Internettet?
Artiklen er skrevet i november 2000.
SUSIE CHRISTENSEN (f. 1970). Cand.mag. og it-konsulent på Nota.
Mere om tilgængelighed bl.a. her:
Statens Information
Center for Tilgængelighed:
W3C's Web Accessibility Initiative
Synshandicappede kan benytte sig af forskelligt kompenserende udstyr, så de bliver i stand til bruge en pc og f.eks. komme på Internettet. Her er et par eksempler:
Hvis man er svagtseende, kan man bruge de forstørrelsesfaciliteter, der findes i de nyeste browsere. Eller man kan anvende et decideret forstørrelsesprogram. Det kan forstørre enten hele skærmen eller dele af den op til 16 gange.
Forstørrelsesprogrammet kan kombineres med en talesyntese, så man får læst dele af skærmens indhold højt.
Er man blind, kan man benytte et skærmlæserprogram. Det "læser" indholdet på skærmen og videregiver informationerne til en talesyntese. Skærmlæserprogrammet kan også overføre informationerne til et punktdisplay, så man kan læse skærmens indhold som punktskrift.
Den blinde bruger kan dermed anvende de fleste almindelige Windows-programmer, herunder Internet Explorer.
Erstat musen med en trackball, der ligger fast på bordet. Man skal vælge en stabil type med kugle af en vis tyngde. God til bevægelseshæmmede.
En touch-skærm, hvor man kan aktivere billedet direkte på skærmen, er velegnet til børn eller voksne med kognitive funktionsnedsættelser. Skærmen skal da være minimum 17 tommer.
Vælg et computerbord, der kan indstilles hensigtsmæssigt til kørestolsbrugere og til både små og store personer.
*** Jeg - dvs. Kjeld - foreslår, at denne får en hel side for sig selv! Fordi det vil være godt og flot. Men også fordi læseren ikke skal tro, at det bare er en lille knallert, der hører til en af de store artikler.
Tryllebundet følger øjnene hver en bevægelse på scenegulvet. Ind imellem får mor et begejstret blik. Og hun sender et bekræftende blik tilbage: Jo, det er sandt.
Christian knuger sin bamse i spænding. Det er nu, bamserne skal danse. Christian gør sig klar.
Sigurds Bjørnetime har fået stemningen op på kogepunktet, og med ét fyldes salen af dansende tøjdyr. Selv tegnsprogstolken danser med. Christian griner begejstret.
Mor og far læner sig afslappet tilbage i stolene og sender hinanden et taknemmeligt blik. Lillesøster Emilie griner ubekymret. Et sjældent øjeblik for familien fra Søborg.
Christian er autist og ses oftest i sit eget selskab. Ude, alene - med en pind i jorden. Rundt om træet. Om og om igen. Den samme rille tegnes op. Christians verden har sine egne regler.
Ét er søkort at forstå. Et andet skib at føre. Ét er den gode vilje. Et andet er at gennemføre planen.
Initiativet til specialarrangementer i Gladsaxe for børn og unge med handicap har været gennem mange overvejelser.
Hvad er politisk korrekt? Hvordan stemmer teori med praksis? Det er ikke tilstrækkeligt med gode intentioner, hvis de ikke stemmer overens med virkeligheden.
Et godt resultat forudsætter, at man gør sig klart, hvad det er man vil og hvorfor. Det er nødvendigt at gennemdrøfte situationen og foretage den nødvendige research.
Måske er der ikke altid kun ét svar på et spørgsmål, men man må prøve sig frem.
Naturligvis kan handicappede deltage i almindelige arrangementer. Problemet er bare, at de ikke møder op.
I det daglige har biblioteket besøg af en del, som låner bøger, musik og lydbøger. Også specialsamlingen af sprogstimulerende materialer benyttes.
Men til arrangementerne er de handicappede fraværende. Dét er udgangspunktet.
Nej, sådan opfattes de ikke af forældrene, som samstemmende giver udtryk for, at de værdsætter initiativet til specialarrangementer for deres børn: "Vi føler
os velkomne."
"Mit barn kan få lov at være, som han er.""
"Normalt ved jeg aldrig, hvornår vi skal gå, han er så urolig.""
"Når vi må gå før tiden, opleves det som et nederlag for ham.""
"I dagligdagen tager de raske børn over.""
"Normalt er der for meget tempo på.""
De mange positive tilkendegivelser underbyggede formodningen om et behov for specialarrangementer."
Ved alle specialarrangementer blev det understreget, at børn og unge med handicap naturligvis også er velkomne til bibliotekets øvrige arrangementer. Der er ikke tale om et enten-eller, men om et både-og.
At børn med handicap accepterer hinanden, blev der givet levende beviser på under hele forløbet."
Når mongolpigen udfoldede sig under tryllekunstnerens kyndige hænder, når den spastiske dreng brillerede med Tom McEwans trommesæt, eller når den blinde pige erobrede klaverbænken efter Sigurd Barrett. Alle høstede de bifald. Der blev ikke sat spørgsmålstegn ved ydeevne."
Det er et interessant spørgsmål at tage op, for udvælger man bestemte grupper, vælger man samtidig andre fra. Det kan være på sin plads, men man må også indregne størrelsen af den potentielle målgruppe. Naturligvis er det samtidig et spørgsmål om ressourcer, økonomisk og personalemæssigt.
Erfaringerne viser, at det ikke er nødvendigt at målrette de enkelte arrangementer til bestemte typer handicap. Men det er en overvejelse værd. Blinde og døve har forskellige forudsætninger, ligesom spastikere og mongoler ikke har samme udgangspunkt.
Hvilken alder har en hjerneskadet 12-årig eller en 7-årig mongol?"
Vi besluttede at lade indholdet i hvert enkelt arrangement sætte dagsordenen og overlade det til forældrene selv at vurdere, hvad deres barn havde glæde af at deltage i.
Medvirkende til denne beslutning var også hensynet til hele familien. Yngre og ældre søskende skulle kunne deltage uden hensyn til alder.
Det viste sig, at forældrene udmærket var i stand til at foretage den vurdering. Samtidig er det vigtigt, at personalet lærer at forstå forskellige samværsnormer. Ikke reagerer med ligegyldig kikken-bort, men accept i situationen. Det skaber tryghed, og herved imødekommer man bedst forældre og børn.
Ved planlægningen skal man gøre sig målgruppen klar. Lægger man arrangementer i weekenden, tilgodeser man forældrene, lægger man dem midt i ugen, imødekommer man institutionernes behov.
I første omgang ønskede vi kontakt til hele familien, og arrangementerne blev lagt i weekender.
Også børn fra døgninstitutioner deltog i disse arrangementer. Vi blev opmærksomme på, at institutioners tider er skemalagte og kan give problemer med at deltage i ud-af-huset aktiviteter.
Der vil altid være et begrænset antal pladser. Da fokus var på den samlede familie, var det indlysende, at forældre og raske søskende skulle kunne deltage.
Hvor bedsteforældre trådte i forældres sted, var de naturligvis også velkomne.
Legekammerater, skolekammerater, fætre og kusiner er et andet spørgsmål, hvor man bevæger sig bort fra specialarrangementet. Men det kan også have sin berettigelse og bør overvejes. Ligesom på længere sigt fifty-fifty arrangementer med både handicappede og raske børn - uden dog at give slip på specialarrangementerne.
Vore arrangementer har varieret i form og indhold. De er afprøvet fra mange vinkler: den pædagogiske, den brede, den smalle og den spektakulære. Med amatøren og den professionelle.
Erfaringerne er gode med alle typer arrangementer. Valg af indhold afhænger af, hvad man vil opnå. Vil man i kontakt med de små, mellemstore eller de unge? Vil man tage hensyn til de udviklings- eller bevægelseshæmmede? Vil man introducere den gode historie eller sætte fokus på det musiske?
Man må gøre sig sine egne erfaringer.
Ud over at kunne underholde er det generelt vigtigt, at kunstneren kan nå ud over rampen og opnå kontakt med publikum. Når vi taler om arrangementer for handicappede, er dét ekstremt vigtigt.
Kunstneren skal kunne gå i dialog med publikum, kunne gribe en situation og få sjov ud af den, uden at barnet føler sig gjort til grin. Evnen til at improvisere er ikke alle i besiddelse af, heller ikke professionelle.
Ikke overraskende er den professionelle lettest at samarbejde med under tilrettelæggelsen. Han kender sine muligheder og begrænsninger. Omvendt kan den professionelle på grund af mange engagementer være vanskelig at få kontakt med, eller han kommunikerer gennem en manager. Det kan være tidsmæssigt krævende at få aftalt detaljer til så målrettede arrangementer. Man skal huske på, at situationen formentlig også er usædvanlig for kunstneren.
Bruger man en amatør, skal man være opmærksom på, at amatøren får alle relevante informationer. Han er ikke som den professionelle vant til at stille krav til udstyr, faciliteter, afhentning af grej, transport mv., ligesom det kan være vanskeligt at få fotos og relevante oplysninger til presseomtale.
Professionel eller amatør afhænger også nok så meget af økonomi.
Brug af tegnsprogs-tolke har ikke alene stor signalværdi. De bidrager også med deres tolkning til den kunstneriske udførelse, når de levende og dramatisk visualiserer en optræden.
Det var tydeligt, at de døve børn slappede af sammen med deres forældre, som for en gangs skyld ikke behøvede at bruge kræfter på at tolke, men kunne nyde bare at være sammen med deres barn om en fælles oplevelse. Også for de udviklingshæmmede var dramatiseringen - specielt af fortællingerne - en hjælp til forståelse.
Vær opmærksom på, at tolkene gerne vil have en indholdsbeskrivelse af det, der skal tolkes, på forhånd. Samtidig skal kunstneren forberedes på, at der kommer tolk - men også have at vide, at han ikke skal tage specielle hensyn.
"Mange taler særlig langsomt, når vi er på. Det er ikke nødvendigt," siger tolkene.
Før arrangementet skal man huske at introducere tolkene til publikum og fortælle, hvorfor de er til stede.
Kvaliteten skal være i top. Det skal den altid, men specielt når vi taler om arrangementer for handicappede - fordi der laves så få af dem. Der skal være noget at komme efter - også næste gang.
Når det er sagt, skal man ikke lade sig afskrække af økonomien. Det kan godt lade sig gøre at lave arrangementer til rimelige penge, men man skal være indstillet på at afsætte personaleressourcer: Markedet skal afsøges, kunstnere skal udvælges, aftaler indgås, invitationer udsendes, forholdene tilpasses, pressearbejdet tilrettelægges osv. Alle, der laver arrangementer, kender til problematikken, men arrangementer for handicappede kræver ekstra opmærksomhed, specielt i en opstartfase.
Hvis et arrangement kombinerer udstillinger og aktiviteter, indgår mange delelementer, som det kan være svært at tage højde for på forhånd. Derfor skal biblioteket være indstillet på en høj grad af fleksibilitet. Helst skal der være flere om projektet, eller koordinatoren bør have en stedfortræder, som er inde i sagerne.
Et stående spørgsmål er, om man ønsker opmærksomhed ud over kommunegrænsen.
Man skal gøre sig klart, hvorfor man ønsker pressens bevågenhed. Er det alene et spørgsmål om at reklamere for billetudlevering, eller ønsker man at vise borgerne, hvad de får for deres skattekroner, og politikerne, hvad de får for deres bevillinger til biblioteket?
Ved arrangementer for handicappede kombineres alle motiver, og allerede ved planlægningen af arrangementet bør man overveje sin pressestrategi i forhold til medier: landspresse, lokalpresse, radio, tv.
For alle medietyper gælder: Hellere få udvalgte end skud med spredehagl.
Dernæst: Hvad er vinklen, og hvordan sælger jeg den bedst? Har man kontakter, benyttes de naturligvis, men de er aldrig nok. Pressen er ikke til købs, heller ikke for gammelt venskabs skyld. Kun den gode historie tæller.
Snip, snap, snude. Sådan ender alle gode historier. Men man kan også have brug for pressen bagefter: Ét er at få fortalt en god historie. Et andet er at fortælle den videre. Det sidste er historiens essens, ellers ophører al historiefortælling, og verden og vores tilværelse bliver fattigere.
Bibliotekerne er fyldt til randen med gode historier, som fortjener at blive fortalt videre. Så også børn og unge med handicap kan følge med. Det er bibliotekernes opgave at sørge for, at det sker. Historien om succesen med arrangementer for handicappede er også god - og fortjener at blive fortalt videre.
KIRSTEN HAVELUND (f. 1947). Bibliotekar 1977, journalistisk efteruddannelse 1999. Bibliotekar på Gladsaxe Bibliotekerne, Hovedbørnebiblioteket.
En god historie er naturligvis først rigtig god, når den bliver fortalt. Derfor er det nødvendigt at bruge tid på PR og reklame, hvis biblioteket vil ud med et budskab.
At et budskab når frem til målgruppen, kræver grundigt forarbejde. Allerede tidligt i forhold til et planlagt arrangement eller præsentation af materialer må der lægges en strategi og en køreplan for det forløb af henvendelser, der skal til for at få tilstrækkelig information ud.
Hvis der er lokale relationer eller oplagte samarbejdspartnere, er det et godt udgangspunkt for at opbygge et adressenetværk.
Alt efter projekttype skal det afklares, hvilken geografisk dækningsgrad man ønsker. Når det gælder målgruppen familier med handicappede børn og unge, kan man brede sig over et større geografisk område end bibliotekets normale lånerkreds. Af den sørgelige grund at der simpelthen er færre tilbud for disse familier at vælge imellem. De kører gerne meget langt for at være med.
I vurderingen må indgå, om der er tilstrækkelig mange handicappede i egen kommune, og om man eventuelt skal gå ud over kommunegrænsen for at få pladserne fyldt op.
Man skal være opmærksom på, at der kommer langt færre, end der inviteres.
Involvér eventuelt repræsentanter for målgruppen i en projektgruppe. Derved vil de være mere opmærksomme på den pågældende aktivitet.
For at nå ud til de familier, som har et handicappet barn, må man gå ad de veje, hvor børnene også færdes: børnehaver, skoler, specialskoler eller døgninstitutioner.
Fra Gladsaxe-projektet er der god erfaring med at henvende sig disse steder. De har vist sig at være effektive distributionsled ud til familierne. Alt materiale som indbydelser, program og plakater er blevet sendt til institutionerne, så det enkelte barn kunne få sit eget eksemplar med hjem.
Stort set alle handicapgrupper har organiseret sig i foreninger og udgiver også et blad eller et nyhedsbrev. Alt efter hvor vidt man ønsker sin information bredt ud, kan man overveje, om forhåndsomtale af et lokalt arrangement skal ud til sådanne lands- eller landsdelsdækkende medier. Men en omtale vil altid være mere end en annoncering, og derfor kan man også betragte omtalen som inspiration for andre og en fortælling om, at "sådan gør vi hos os".
Arrangementet på Gladsaxe Hovedbibliotek var beregnet på alle handicapgrupper. Det blev forhåndsomtalt i følgende foreningsblade: Lev (for udviklingshæmmede), Medlemsbladet (Dansk Blindesamfund), Børnebladet for blinde, Døvebladet og Forældrekredsen (Dansk Handicapforbund). I Forældrekredsen blev der også bragt en invitation.
Alle indlæg var færdige tekster, som blev sendt til redaktionerne efter aftale.
Det er ikke så svært at få bragt en note eller en foromtale i pressen. Derimod kan det kræve en del fodarbejde at få journalister og fotografer til at møde op til en begivenhed - selvom man selv synes, den er verdens vigtigste. Det er klogt at forfatte specifikke pressemeddelelser, hvor man spekulerer i hvilken vinkel af den samme historie, der kan interessere lige netop lokalavisen, foreningsbladet, radio eller tv. Så kan det faktisk lykkes at få medierne i tale.
Måske er det en lokal-personlig vinkel, der skal til for at lokke den lokale presse. En kendt person som frontfigur vil altid vække interesse. I Gladsaxe var det Bubber, der sammen med seksårige Camilla kom på avisens forside. Det blikfang, som en flot plakat kan være, blev gengivet i en landsdækkende avis.
ANETTE MØRCH (f. 1952). Arkitekt 1978. Journalistisk efteruddannelse. Informationsmedarbejder på Nota siden 1996.
"Media Scandinavia", en oversigt over reklamebærende medier i hele Norden fra Danske Reklamebureauers Brancheforening.
"Dansk Fagpressekatalog", en oversigt over henved 400 fagblade og specialtidsskrifter, som er med i brancheorganisationen Dansk Fagpresse.
"Nyhedsinformation - Håndbog for Social- og Sundhedssektor".
"KommunalHåndbogen", Mostrup.
Uanset grundig forberedelse kan uventede situationer opstå. Som da Carl Quist Møller fem minutter før tid mobiltelefonerede fra sin taxa rundt om hjørnet og bad om en spand vand, han kunne dyppe håret i, før han sprang på scenen.
Eller da jeg under Sigurd Barretts optræden måtte ringe til hustruen for at høre til veer, da en fødsel var umiddelbart forestående.
Eller da det med dags varsel viste sig nødvendigt at indhente våbentilladelse hos politimesteren i Gladsaxe for at kunne udstille det en meter lange sværd, der huggede ni troldehoveder af i ét hug.
Men det uventede skal der også være plads til. Og så kan det jo altid blive til en god historie.
Alle arrangører kender til de mange detaljer, som er nødvendige for et vellykket arrangement. En tjekliste kan være på sin plads - fra idéfase til evaluering.
Forudsætningen for et vellykket arrangement er, at man har defineret en målsætning. Hvad vil vi opnå? Hvad er succes-kriteriet? Ambitionsniveuet? Hvilken målgruppe sigter vi mod, og hvad er økonomien? Kan vi finansiere det selv, eller skal der sponsorer på?
En væsentlig ting at få på plads tidligt i forløbet er personaleressourcerne. Ansvarsfordeling og kompetencer på de enkelte arbejdsområder skal fastlægges, involverede personalekategorier skal inddrages. Ved større arrangementer bør muligheden for frikøb af personale undersøges.
Først da kan man begynde at se på indholdet. Skal arrangementet være fortælling, musik, teater, underholdning, workshop, foredrag eller et rent interaktivt arrangement med deltagerne som aktører?
Når indholdet er på plads, er det en god idé at udarbejde en tidsplan. Den skal naturligvis koordineres med alle implicerede under hensyntagen til bibliotekets øvrige arrangementer.
Tidligt i forløbet bookes det fornødne. Begynd med lokalerne og kontakt herefter kunstnerne. Sørg for at alle væsentlige oplysninger kommer med på kontrakten. Det sparer kostbar telefontid senere, og man tager højde for misforståelser.
Glem ikke at indregne kodaafgiften. Ellers kommer den som en ubehagelig overraskelse bagefter.
Til udstillinger skal man sikre sig det fornødne antal montrer, udstillingsvægge, sokler mv. Alt skal naturligvis koordineres med husets øvrige afdelinger.
Dækker bibliotekets forsikring? Ikke alle steder er forsikringssummen af en størrelse, der kan modsvare et erstatningskrav. Bed om oversigt over det udstillede med angivelse af værdi på de enkelte genstande. Hvor der er mulighed for at berøre det udstillede, bør det overvejes, om der er brug for fast vagtdækning.
Skal man låne eller leje rekvisitter, skal man tage stilling til afhentning, aflevering og betalingsvilkår. Og i god tid træffe de fornødne aftaler, hvad enten der er tale om egen kørsel, forsendelse med fragtmand eller post.
Hvordan vi præsenterer os som stab aftales. Påklædning, navneskilte og lignende.
Når de indledende procedurer er til side, udarbejdes en huskeliste med plan over opsætning og udstyr:
Overvej om der skal afholdes konkurrencer eller være anden form for underholdning, f.eks. at sidde og tegne og male. Tænk på udtrækning af vindere og efterfølgende annoncering.
Overvej også udstilling af biblioteksmaterialer og evt. salg af plakater o.lign.. Har man en biblioteksbutik, er det oplagt at samarbejde med den.
Plakat kombineret med folder kan forstærke budskabet. Overvej budskab og målgruppe i relation til layout. Overvej også logo.
Hjemmesiden skal naturligvis inddrages og har den fordel, at den kan bruges som appetitvækker tidligt i forløbet, kan korrigeres løbende og efterfølgende bruges som reference.
Billetter trykkes, og der tages stilling til antal og udleveringstidspunkt. Perioden for udlevering af billetter kan med fordel gøres længere end normalt, så forældrene får lettere adgang til at bestille.
Information til pressen er et kapitel for sig. Udarbejd informations- og presseplan med deadline og kontaktpersoner.
Invitationer sendes ud til målgruppen via de kanaler, som er skitseret i artiklen "Ud med historien".
Ved større og mere publicity-prægede arrangementer er det en god idé at invitere personer af betydning for biblioteket: politikere, ledere, samarbejdspartnere mv. I god tid udarbejdes en invitationsliste over VIP'er.
Tænk også på dokumentation. Fotos til hjemmeside, lyd- og videooptagelse, referencedokument, taler osv.
Selve åbningen skal også tilrettelægges. Måske skal borgmesteren holde tale og behøver stikord til talen. Under alle omstændigheder er det en god idé at briefe taleren om det, man gerne vil have frem. I de fleste tilfælde vil det blive modtaget med tak.
Der skal tages hånd om publikum. Overvej sodavand eller små gaver. Specielt ved arrangementer med få deltagere kan det være hyggespredende og er med til at skabe goodwill.
Under afviklingen af arrangementet skal alle opgaver være fordelt. Hvem byder velkommen, tager sig af de optrædende, udbetaler honorar, sørger for at handicaptoilettet ikke er aflåst? Alle de små momenter, som ellers kan overraske. Alle nøglepersoner bør udstyres med mobiltelefon.
Indled med praktiske oplysninger. Fortæl om husets indretning, hvor man kan få hjælp mv. Det skaber tryghed, for mange er førstegangsbesøgende.
Opgaverne efter arrangementet bør også indregnes i tidsforbruget, og arbejdsopgaverne fordeles. Ofte er der en del løse ender.
Til slut skal forløbet evalueres med gennemgang af tjekliste og ansvarsfordeling. Det bør gøres, mens arrangementet er i frisk erindring.
Hvad lykkedes, og hvad lykkedes ikke? Hvor mange besøgende, og hvordan med økonomien?
Var der besparelser eller ekstra udgifter? Hvordan gik det med PR-siden: Hvad blev bragt hvor og hvordan? Og hvad er reklameværdien af indslagene set i forhold til indslagenes placering, sendetidspunkt mv.?
Alle involverede bør deltage i evalueringen.
KIRSTEN HAVELUND (f.1947). Bibliotekar 1977, journalistisk efteruddannelse 1999. Bibliotekar på Gladsaxe Bibliotekerne, Hovedbørnebiblioteket.
Nota og Gladsaxe Bibliotekerne, februar 2001.
Redaktion:
Lisbeth Trinskjær,informationschef, Nota, Anette Mørch, informationsmedarbejder, Nota, og Kirsten Havelund, bibliotekar, Gladsaxe Bibliotekerne.
Tekstredigering:
Kjeld Larsen, freelancejournalist, DJ.
Design:
Katrine Dahlerup, grafiker, Nota.
Farvefoto: MAGNESIUM
Tryk: Kailow Tryk
Oplag: 600
Publikationen, som også fås på diskette og som lydbånd, er udgivet med støtte fra Biblioteksstyrelsen og Familien Hede-Nielsens Fond.
Top | Webredaktion | Sitemap
