Printversion. Alt P

Jan Stage - journalist og forfatter

Med et ansigt som størknet lava, et par stærke øjne, der synes at have set (alt for) meget og en stemme som Janis Joplins - godt garvet! Jan Stage oplevede i levende live at blive en legende. Han døde d. 23. september 2003 - 66 år gammel.

Til minde

Jan Stage (JS) fik om nogen rollen som den hårdkogte udenrigs- og krigsreporter. Han rejste rundt til alverdens politiske brændpunkter. JS blev af kolleger betragtet som Danmarks førende krigsreporter - selvom det aldrig førte til tildeling af f.eks. Cavlingprisen, men nok af andre store priser - bl.a. Publicistprisen i 1994. Han nød stor personlig og faglig respekt.

Jan Stage blev født i Thy 1937. Han kom til at leve flere forskellige liv. Han blev ungkommunist, selvom han gik på en fornem kostskole - Sorø Akademi. Helst af alt ville han bort fra det småborgerlige Danmark. I slutningen af 50'erne kørte den unge mand til Algier på en Vespa scooter med det mål at skrive om den algierske frihedskrig.

Den journalistisk karriere fik mere fart med et legat fra Land og Folk på 2000 kr. For de penge skulle JS rejse til Cuba og sende reportager hjem. Det gik godt - så godt at han på et tidspunkt blev agent for den cubanske efteretningstjeneste og arbejdede på en missilbase i Texas. Han boede på Cuba fra 1963 til 1971 og var i starten meget begejstret for Che Guevara og den cubanske revolution, men den voksende persondyrkelse af Fidel Castro fik ham til at tage afstand.

Fra 1967 til 1971 var JS Information's Latinamerika-korrespondent og derefter ansat på bladets redaktion indtil 1977. Senere arbejdede han ved både Politiken og Ekstrabladet. Der gik mange historier om JS's temperament. En af de mere kendte er den om den flyvende skrivemaskine. Ved en opstået uenighed tog JS en skrivemaskine, kylede den tværs gennem redaktionslokalet efter redaktionssekretæren. Det blev afslutningen på hans ansættelse på Information.

JS fremhævede Graham Greene og især Ernest Hemingway som sine litterære forbilleder. Han har selv skrevet meget roste krimi- og spændingsromaner. JS skriver fra realiternes verden. Han har skrevet bøger som handler om den danske og internationale virkelighed med skarpe kommentarer til dansk politik, efterretningsvæsen m.v. Han blander facts og fiktion på en effektfuld måde - han kalder tingene ved deres rette navn.

Jan Stage var et modsætningsfyldt menneske. Han var desillusioneret - og uden et endegyldigt svar på, hvad der var det gode og det rigtige.

Af Karen Friis

 


Top | Webredaktion | Sitemap